Sport

Dommerne skal bære kameraer ved klub-VM

Billeder direkte fra dommerens synspunkt giver et bedre tv-produkt og hjælper i dommerevaluering, mener Fifa.

Pierluigi Collina var engang regnet som den bedste dommer i verden. I dag er han den øverste dommerchef i Fifa.
Pierluigi Collina var engang regnet som den bedste dommer i verden. I dag er han den øverste dommerchef i Fifa. John Sibley/Reuters

I et forsøg på at give tv-seere verden over en ny vinkel under fodboldkampe får dommerne ved det kommende klub-VM monteret et kamera på sig.

Det skriver Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) på sin hjemmeside, efter at Ifab, der er fodboldens regelmagere, i marts godkendte tiltaget.

Den tidligere topdommer Pierluigi Collina, der er formand for Fifas dommerkomité, ser frem til forsøget, der også kan bruges til at dygtiggøre dommerne.

- Vi synes, det er en god mulighed for at tilbyde seerne en ny oplevelse ved at kunne vise billeder filmet fra et helt nyt perspektiv, der aldrig tidligere har været benyttet i fodboldkampe.

- Det giver en ny mulighed for tv-selskaberne, men kan også bruges i evaluering af dommerne. At have mulighed for at se, hvad dommeren ser, er vigtigt i debriefingen, når dommerens kendelser og positionering skal evalueres, siger Collina.

Fifa har tidligere udtrykt håb om, at dommerne kan bære kameraer ved VM i USA, Canada og Mexico i 2026.

Den relancerede udgave af klub-VM bliver også den første internationale turnering til at benytte sig af en ny regel, hvis hensigt er at minimere tidsudtræk.

Hvis målmanden holder bolden i hænderne i mere end otte sekunder, bliver modstanderholdet tildelt et hjørnespark. Dommeren skal tælle de sidste fem sekunder ned med fingrene.

I dag siger reglerne, at modstanderholdet skal tildeles et indirekte frispark i straffesparksfeltet, hvis målmanden holder bolden i hænderne i mere end seks sekunder, men den regel bliver meget sjældent håndhævet.

Reglen om at minimere tidsudtræk træder i kraft i alle andre turneringer fra næste sæson.

Klub-VM afvikles i USA i perioden 14. juni-13. juli.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden