pris og præmie

Dressurlandsholdet kan blive Årets Sportsnavn i Danmark

Ligesom Jonas Vingegaard og Viktor Axelsen er dressurlandsholdet nomineret til at blive Årets Sportsnavn.

Dressurlandsholdet vandt guld i holdkonkurrencen ved VM i Herning i august.
Dressurlandsholdet vandt guld i holdkonkurrencen ved VM i Herning i august. Friso Gentsch/Ritzau Scanpix

Dressurlandsholdet er redet ind i kapløbet om at modtage en af de helt store danske sportspriser.

Danmarks Idrætsforbund (DIF) skriver i en pressemeddelelse, at dressurlandsholdet er den sidste af tre nominerede til kåringen af Årets Sportsnavn 2022.

Det var præstationen ved VM i august, der sikrede landsholdet den fornemme nominering.

Her vandt det danske hold bestående af Cathrine Laudrup-Dufour, Carina Cassøe Krüth, Daniel Bachmann Andersen og Nanna Merrald Rasmussen guld for øjnene af mange danske tilskuere i Herning.

DIF-formand Hans Natorp hæfter sig ved, at dressurrytterne ikke bukkede under for presset på hjemmebane.

- Det var en umådelig flot holdpræstation, det danske dressurlandshold leverede i august, og det var en kæmpe forløsning at se rytterne træde op på skamlen som verdensmestre – og så endda på dansk jord.

- Holdet var under et kæmpe pres lige til det sidste, men viste det mentale overskud, og derfor har de i allerhøjeste grad fortjent denne nominering til titlen som Årets Sportsnavn, forklarer Natorp.

Kåringen af Årets Sportsnavn har fundet sted siden 1991. Prisen uddeles ved gallashowet Sport 2022, som ligesom dressur-VM afholdes i Herning 7. januar.

Ud over at pynte sit cv får vinderen 75.000 kroner.

En komité bestående af bland andre kronprins Frederik, DIF-formanden, Michael Laudrup og Camilla Martin udpeger den endelige vinder. Sidste år var det Viktor Axelsen, som modtog den fornemme hæder.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden