Fodbold

Drone afbryder Brentford-kamp i Premier League

Spillet blev stoppet i Brentfords kamp mod Wolverhampton, da en drone fløj rundt over banen.

Premier League - Brentford v Wolverhampton Wanderers
Premier League - Brentford v Wolverhampton Wanderers Matthew Childs/Ritzau Scanpix

Lørdagens Premier League-kamp mellem Brentford og Wolverhampton er blevet afbrudt af en særdeles bizar årsag.

Efter cirka en halv times spil blev en drone således spottet over banen, og det fik dommer Peter Bankes til at stoppe spillet. Kort efter blev spillerne sendt i omklædningsrummet, og banen på Brentford Community Stadium er således helt tom, selv om kampuret tikker.

Det er ikke den eneste længere afbrydelse i kampen. Den første var dog af en lidt mere normal karakter. Her lå Mathias Jensen og hans holdkammerat Rico Henry nemlig længe i græsset, efter at de to Brentford-spillere havde slået hovederne sammen i et forsøg på at heade til bolden.

Især Mathias Jensen så ud til at have slået sig. Danskeren blødte således voldsomt fra området omkring næsen og øjenbrynene på grund af en flænge.

Begge spillere kunne gå fra banen, men blev skiftet ud. Mads Roerslev kom på banen i stedet for Rico Henry.

Ud over Roerslev er også Christian Nørgaard på banen, ligesom Jonas Lössl passer målet for Brentford. Mads Bidstrup og Mads Bech sidder på bænken.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden