DSM forbigår samtlige danskere til Tour de France

Ingen af DSM's fire danskere er fundet gode nok til at komme på holdet til årets Tour de France.

Søren Kragh Andersen og Casper Pedersen var begge en del af DSM's Tour de France-hold sidste år. (Arkivfoto) <i>Claus Bonnerup/Ritzau Scanpix</i>

Søren Kragh Andersen og Casper Pedersen var begge en del af DSM's Tour de France-hold sidste år. (Arkivfoto) Claus Bonnerup/Ritzau Scanpix

Det hollandske cykelhold DSM har fire danskere, men alle fire var fraværende på listen, da holdet til årets Tour de France - med start i Danmark - blev offentliggjort torsdag.

Det skete i en pressemeddelelse, hvor der blandt de otte mand ikke var fundet plads til ryttere med rødbedefarvet pas.

Søren Kragh Andersen, den dobbelte etapevinder fra 2020, var regnet som sikker starter til Touren, men onsdag meldte DSM ud, at Kragh Andersen forlader holdet til nytår, og at han ikke ville blive en del af holdet til årets Tour.

Casper Pedersen har kørt Touren for holdet de seneste to år, men heller ikke han er fundet god nok til holdet.

De to sidste danskere på holdet, Asbjørn Kragh Andersen og Frederik Rodenberg, er heller ikke med. Det var dog heller ikke ventet, at de var i spil til en plads.

De største navne på DSM's hold bliver Romain Bardet, som to gange har været på podiet, samt John Degenkolb og Chris Hamilton.

Tour-starten går 1. juli med en enkeltstart i København. Her går 2. etape fra Roskilde til Nyborg, mens den sidste etape på dansk asfalt køres fra Vejle til Sønderborg.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden