Dumt straffespark koster Silkeborg point i Belgien

Silkeborg lå til at få et enkelt point, men tabte 0-1 ude til Anderlecht på et klodset straffespark.

Joel Felix (til højre) begik straffespark mod Anderlecht. Det var ikke i denne situation, at straffesparket blev begået. <i>Johanna Geron/Reuters</i>

Joel Felix (til højre) begik straffespark mod Anderlecht. Det var ikke i denne situation, at straffesparket blev begået. Johanna Geron/Reuters

Silkeborg IF har fået en ærgerlig start på klubbens første Conference League-gruppespil efter en ellers godkendt indsats.

Torsdag aften tabte sidste sæsons bronzevindere i Superligaen med 0-1 ude til Anderlecht efter et sent straffesparksmål af Fabio Silva.

I det 81. minut udnyttede den portugisiske frontløber et straffespark, som Silkeborg-stopperen Joel Felix klodset havde begået. Felix slog - formentlig ubevidst - til bolden med hånden, da en Anderlecht-spiller forsøgte at drible forbi ham.

På det tidspunkt havde Anderlecht fået overtaget i en ellers jævnbyrdig kamp, men det var uden for alvor at true Nicolai Larsens mål.

Ved pausen kunne Silkeborg-træner Kent Nielsen være tilfreds med, at hans mandskab fuldstændig havde styr på Anderlechts tamme offensiv.

Omvendt var den ofte iltre europamester nok også lidt skuffet over Silkeborgs evner på bolden.

I vanlig stil forsøgte silkeborgenserne at styre kampen med bolden ved fødderne, men på trods af gunstige vilkår lavede superligaklubben uvant mange opspilsfejl i første halvleg.

I lighed med Anderlecht havde Silkeborg også svært ved at skabe store chancer. Og da det endelig lykkedes at sætte Nicklas Helenius op i en gunstig situation, sparkede den tidligere superligatopscorer et stort hul i luften.

Straks efter pausen fik Helenius endnu et pænt tilbud, men forsøget endte med at give et hjørnespark.

Også hjemmeholdet rørte mere på sig, men tilskuerne på Lotto Park måtte se langt efter skarpe afslutninger - og når der endelig var bid, spolerede linjedommeren festen.

Efter en times spil rundede Yari Verschaeren nemlig Nicolai Larsen og sparkede bolden i et tomt mål, men den unge belgier blev vinket offside i situationen.

Vurderet ud fra den langsomme gengivelse ophævede Oliver Sonne offsiden, men da der ikke er VAR i Conference League, stod linjedommerens fejlvurdering ved magt.

Som anden halvleg skred frem, satte Anderlecht sig tungere på kampen, men det kneb med at forvandle overtaget og et hav af dødbolde til store chancer.

Derfor kunne Silkeborg-spillerne så småt lugte et point i den regnvåde belgiske hovedstad, indtil Joel Felix kom galt afsted og begik det dyrebare straffespark.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden