Fodbold

Dybala og Smalling sørger for Roma-sejr over Inter

AS Roma tog lørdag en overraskende 2-1-sejr på udebane over Inter i den italienske Serie A. Milan vandt også.

Argentineren Paulo Dybala scorede til 1-0 for AS Roma, som vandt 2-1 ude over Inter i Serie A.
Argentineren Paulo Dybala scorede til 1-0 for AS Roma, som vandt 2-1 ude over Inter i Serie A. Luca Bruno/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 23:06

Inters slingrekurs i den bedste italienske fodboldrække fortsætter.

AS Roma var lørdag på besøg i Milano og snuppede en sejr på 2-1 over Inter, som også tabte den seneste kamp i Serie A mod Udinese.

Med nederlaget har Inter tabt fire ud af otte ligakampe i starten af denne sæson.

Det rækker til en skuffende syvendeplads for Inter med 12 point, og der er efterhånden pres på Inter-træner Simone Inzaghi.

Roma er omvendt ved at bevæge sig op i den sjove ende af tabellen med nu 16 point på femtepladsen.

Napoli, som tidligere lørdag vandt 3-1 hjemme over Torino, topper Serie A med 20 point.

Det var Inter, som kom foran 1-0 efter en halv time på et mål af wingbacken Federico Dimarco.

Fem minutter før pausen hamrede Roma-angriberen Paulo Dybala 1-1-udligningen i nettet efter en aflevering fra Leonardo Spinazzola.

Inter var tæt ved at komme foran igen, da midtbanespilleren Hakan Çalhanoglu ramte overliggeren efter lidt over en time på et frispark.

I stedet var det Roma, som kom foran 2-1 på et hovedstød af udeholdets velspillende stopper Chris Smalling lidt over et kvarter før tid.

Der blev ikke scoret flere mål på Giuseppe Meazza i Milano.

Senere lørdag aften var AC Milan og Simon Kjær på besøg hos Empoli. Det endte med en 3-1-sejr til Milan.

Simon Kjær spillede solidt i den bageste kæde i de første 73 minutter. Stillingen var 0-0, da den danske landsholdsanfører blev udskiftet med det, der lignede en skade.

Kort forinden havde Simon Kjær lagt sig ned og modtaget behandling. Også tidligt i kampen var danskeren i græsset med smerter.

Han var dog i stand til at gå fra banen selv, og det er endnu uvist, hvor slemt medtaget Simon Kjær er.

Indskiftede Ante Rebic stod for kampens 1-0-mål til Milan, efter at kantspilleren Rafael Leao havde serveret bolden for kroaten.

To minutter inde i overtiden udlignede Empolis indskiftede Nedim Bajrami til 1-1 på et frispark.

Milan skulle dog nå at score to gange mere i overtiden. Forsvarsspilleren Fode Ballo-Toure scorede til 2-1, og Rafael Leao gjorde det til 3-1 på et kontraangreb.

Med sejren er Milan nummer tre med 17 point efter otte kampe.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden