Dyreelskende Moyes forsvarer valg af kattemishandlende spiller

David Moyes forsvarer valget af Kurt Zouma, som mishandlede en kat, til West Hams startopstilling.

Kurt Zouma har fået hård kritik, efter at en video er kommet frem, hvor han sparker og slår til en kat. Alligevel var han at finde i West Hams startopstilling mod Watford tirsdag aften. <i>Tony Obrien/Reuters</i>

Kurt Zouma har fået hård kritik, efter at en video er kommet frem, hvor han sparker og slår til en kat. Alligevel var han at finde i West Hams startopstilling mod Watford tirsdag aften. Tony Obrien/Reuters

Dyreelskende fodboldfans var formentlig en smule overraskede over at se Kurt Zouma i West Hams startopstilling, da London-klubben tog imod Watford tirsdag aften.

Zouma har fået sønderrivende kritik fra både egne rækker og flere medier, efter at en video af ham, der mishandler en kat, er kommet frem.

Politiet i grevskabet Essex er også gået ind i sagen.

Én dyreelskende fodboldfan, der dog ikke havde noget problem med at se Kurt Zouma i startopstillingen, var franskmandens manager, David Moyes.

Han siger ifølge det franske nyhedsbureau AFP, at han var meget skuffet over Zoumas opførsel, men at det ikke skulle have indflydelse på holdopstillingen.

- Jeg var skuffet, da jeg så det, og klubben har taget affære, i den grad den kan. Min opgave er at udvælge det bedste hold, og det er Kurt en del af, siger Moyes ifølge det franske nyhedsbureau AFP.

- Jeg er selv en stor dyreelsker, og det er noget, som har oprevet en masse mennesker.

Moyes fortæller, at han forsøger at lade klubbens ledelse tage sig af situationer som den med Kurt Zouma, mens han foretrækker at tage sig af den sportslige side af arbejdet.

Han understreger desuden, at han opfatter sig selv som en af de mest strikse managers i den øverste engelske fodboldrække, Premier League.

- Var det den forkerte beslutning (at starte med Zouma inde, red.)? Min opfattelse er, at Kurt har undskyldt. Jeg kan godt forstå, at det ikke er alle, som bare kan acceptere det, siger han.

Kurt Zouma fik selv det glatte lag fra modstanderens fans under opgøret mod Watford.

Efter at han blev nedlagt af udeholdets angriber Josh King, kunne man ifølge AFP høre tilråb som: - Det er sådan, din kat må have det!

Hjemmeholdets Jarrod Bowen sørgede for, at West Ham kunne gå fra banen med en 1-0-sejr og tre point i posen.

West Ham rykker dermed op på fjerdepladsen i Premier League, omend Arsenal og Manchester United er lige i hælene på London-klubben med færre kampe spillet.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.