Efter direktør-exit: Vendsyssel vil løfte i flok

Cheftræner Kent Ballegaard er optimistisk før svær premierekamp i Kvindeligaen mod Nykøbing Falster

Cheftræner Kent Ballegaard glæder sig til at prøve kræfter med højeste niveau i dansk håndbold. Arkivfoto: Peter Broen <i>Foto: Peter Broen</i>

Cheftræner Kent Ballegaard glæder sig til at prøve kræfter med højeste niveau i dansk håndbold. Arkivfoto: Peter Broen Foto: Peter Broen

HÅNDBOLD:For syv uger siden startede Vendsyssel Håndbold optakten til klubbens første svingom med Kvindeligaen, og onsdag aften er det alvor, når etablerede Nykøbing Falster gæster Syvsten.

- Det klassiske spørgsmål, som man også altid stiller sig selv, er, om man er klar. Det bliver man nok aldrig helt, men nu skal vi ud og gøre os nogle erfaringer med det her niveau, og det, synes vi bare, er fedt, siger cheftræner Kent Ballegaard.

Det har været en turbulent optakt til ligadebuten med først sygemeldingen og siden opsigelsen fra direktør og klubstifter Jan Hansen. Men hvis det står til cheftræneren, bør spillet i kulissen ikke få indflydelse på resultatet onsdag aften.

Ikke bleg for at give en hånd med

- Pigerne og jeg har holdt fokus på håndbolden, selvom der selvfølgelig er nogle i klubben, der pludselig har fået en masse nye opgaver. Jeg er da heller ikke bleg for selv at give en hånd med og eksempelvis trykke lidt trøjer, hvis der er brug for det. I en klub som vores må vi alle hjælpe hinanden - og fælleskabet er også en styrke, siger Kent Ballegaard.

Han opererer med en meget smal Vendsyssel-trup, hvor et par stykker ovenikøbet sidder ude med skader.

- Men jeg er nu ret fortrøstningsfuld, hvis vi vel at mærke evner at holde fast i bolden, så de ikke får gang i deres kontramaskine. Jeg tror godt, vi kan gøre kampen tæt, men der er ingen tvivl om, at vi skal stå tidligt op for at få vinde. På mange måder er det dog også en gratis kamp for os, for Nykøbing Falster er klart et top 6-hold, mens vores fokus er på overlevelse, siger Kent Ballegaard.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.