Efter historisk oprykning: Landsbyklub opruster
Nordthy IF sikrede sig sidste sæson en historisk oprykning til 2. division med deres herrehåndboldhold. Nu opruster de for at gøre klar til de store udfordringer, der venter
SENNELS: Efter en sæson i 3. division med ikke meget andet end sejre til Nordthy IF's håndboldherrer, står man nu overfor de største sportslige udfordringer nogensinde, når klubben for første gang skal forsøge at begå sig i 2. division.
- Det første og største mål er selvfølgelig overlevelse i den kommende sæson, siger Kasper Boesen, der er træner for klubbens førstehold, som altså nu befinder sig i 2. division.
Ifølge ham er det store, ukendte udfordringer, der venter ham og spillerne. Derfor har man fra klubbens side også valgt at skabe så gode rammer som muligt ved at lave en oprustning på flere punkter.
- Vi har blandt andet fået ansat en målmandstræner og en fysioterapeut, siger Nicolai Møller, der er formand for klubben, som udover holdet i 2. division tæller et jyllandsseriehold og et serie 2-hold på herresiden.
For blot 4-5 år siden blev klubbens håndboldhold nedlagt, hvorefter man måtte starte op igen fra serie 2. Herfra er det kun gået én vej: op.
Èt hold med en hel klub bag sig
Selvom Nordthys sportslige succes er kommet gennem holdet, der nu ligger i 2. division, så er det langt fra kun førsteholdet, der nyder godt af optimeringen. Også på de andre seniorhold er der blevet sat seriøst ind, for at nå ambitionerne om overlevelse i 2. division, hvilket man fra klubbens side vil forsøge at gøre gennem blandt andet en seriøs træningskultur.
Derfor har Nordthy IF valgt at ansætte den rutinerede træner Lars Jacobsen som træner for jyllandsserieholdet.
- Det er en fantastisk klub at komme til, hvor der både er en god klubånd og en god træningskultur, siger nyansatte Lars Jacobsen, der på sit hold kommer til at give chancen til de unge spillere, der måske en dag kan begå sig på førsteholdet.
De helt unge spillere fra ungdomsafdelingen indtog i sidste sæson en meget vigtig rolle, da flere af dem gik sammen for at forme en fangruppe, Nordthy Ultras, der over sæsonens mange kampe var med til at levere en fantastisk stemning til både hjemme- og udekampe.
- De har virkelig gjort det godt og skabt så fed stemning. Selv på udebaneture har de været med, og flere steder har det været som at spille på hjemmebane på udebane, siger træner Kasper Boesen, der sammen med både formanden og den nye andetholds-træner også fremhæver den fænomenale stemning i Nordthy-hallen, hvor der ofte har været 150-200 mennesker for at bakke "byens helte" op.
Det er ikke blot i hallen, der bliver bakket op. Også det lokale erhvervsliv, deres egen erhvervsklub og hovedsponsor Sparekassen Thy har stået klar med økonomisk opbakning til den nye udfordring.
Gennemsyret af seriøsitet - med plads til hygge i omklædningsrummet
Igennem flere sæsoner har der været en god træningskultur på Nordthy-holdet. Og mikser man denne med klubånden og den afslappede stemning udenfor banen, så har man ingredienserne til håndbold-succes i Sennels/Østerild-området.
- Når vi træner, giver vi den fuld gas, men når så vi sidder i omklædningsrummet, er vi gode venner igen - i hvert fald efter et stykke tid, siger Kasper Boesen, der i år har oplevet en særlig seriøsitet fra sine spillere i opstartsperioden.
Med de nye tiltag klubben har lavet for at nå et 2. divisions-niveau i hele deres "set-up", har man givet den endnu et nyk på "seriøsitets-barometret". Men til trods for det, så er det stadigvæk en breddeklub, hvor der er plads til et enkelt afbud, og der gives mulighed for at få et par øl i omklædningsrummet.
Og den nye oprykning har da heller ikke givet tanker om professionelle tilstande i den lille klub. Spillerne betaler kontingent, og det vil de blive ved med.
- Vi er en breddeklub, der stiller en masse ting til rådighed, så vi vil ikke bruge penge på spillere, men dygtige trænere og ungdomsafdelingen i stedet, siger formand for seniorhåndboldudvalget, Nicolai Møller.
Stort lokalopgør venter
I den kommende sæson i 2. division kommer holdet blandt andet til at møde Mors-Thy Håndbolds andethold, der i mange år har været et af topholdene i 2. division. Kampe, som særligt spillerne i Nordthy ser frem til.
- Vi har nogle spillere, der selv har været i Mors-Thy, som nu er meget motiverede for at vise, at det var en fejl, at man ikke satsede på dem, siger Kasper Boesen, der mest af alt ser frem til kampe på et højt håndboldmæssigt niveau.
Derudover fremhæver cheftræneren også, at det bliver spændende at se, hvordan holdet reagerer i modgang.
Det kan de måske snart få muligheden for, når Nordthy IF tager hul på sæsonen i 2. division 25. september, hvor de hjemme i Nordthy-hallen tager imod Viborg FH.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.