sport

Efter kritik: Chelsea dropper ønske om tomme tribuner

Chelsea trækker kontroversielt ønske om, at lørdagens pokalkamp mod Middlesbrough spilles uden tilskuere.

Roman Abramovich har fået indefrosset sine aktiver i Storbritannien på grund af sine forbindelser til Ruslands præsident, Vladimir Putin.
Roman Abramovich har fået indefrosset sine aktiver i Storbritannien på grund af sine forbindelser til Ruslands præsident, Vladimir Putin. John Sibley/Reuters

Chelsea dropper sin forespørgsel om at afvikle den kommende weekends FA Cup-udekamp mod Middlesbrough for tomme tribuner.

Det oplyser Englands Fodboldforbund (FA) på Twitter.

- Efter konstruktive samtaler mellem FA og Chelsea har klubben accepteret at trække sin anmodning om at spille FA Cup-kampen mod Middlesbrough bag lukkede døre tilbage, lyder det fra forbundet.

Chelseas usædvanlige ønske var en udløber af sanktionerne mod klubejer Roman Abramovich. De betyder blandt andet, at klubben ikke må sælge billetter til egne tilhængere.

På den baggrund mente Chelsea, at det for at sikre FA Cuppens "sportslige integritet" ville være mest rimeligt, hvis heller ikke Middlesbrough lukkede sine fans ind på stadion.

Anmodningen fik en række engelske fodboldkommentatorer til at reagere stærkt. Middlesbrough selv kaldte forslaget "bizart" og "uden hold i virkeligheden".

- Baggrunden for sanktionerne taget i betragtning er det ekstremt ironisk, at Chelsea forsøger at bruge sportslig integritet som grund til at spille kampen bag lukkede døre, skrev Middlesbrough i en kommentar.

Kampen er en kvartfinale i FA Cuppen og spilles lørdag aften på Riverside Stadium i Middlesbrough.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden