Efter ny VM-triumf: Dina klar til større opgaver

WBO-verdensmesteren Dina Thorslund vil møde andre forbunds verdensmestre eller Sarah Mahfoud

Dina Thorslunds humør fejlede ikke noget lørdag aften, hvor hun slog Norkis Carreno fra Venezuela. Her ses hun med sønnen Adrian på syv år. <i>Foto: Johan Gadegaard/Ritzau Scanpix</i>

Dina Thorslunds humør fejlede ikke noget lørdag aften, hvor hun slog Norkis Carreno fra Venezuela. Her ses hun med sønnen Adrian på syv år. Foto: Johan Gadegaard/Ritzau Scanpix

BOKSNING: Hvad fremtiden vil bringe må tiden vise, men 28-årige Dina Thorslund er i hvert fald klar til hvad som helst efter endnu en triumf med VM-titelforsvaret af sit WBO-bælte i bantamvægt mod den 24-årige venezuealer Niorkis Carreno.

Den nu i 18 kampe ubesejrede danske verdensmester styrede kampen for øjnene af 2.200 tilskuere i Gråkær Arena i Holstebro fra første minut og havde et par gange Niorkis Carreno på gyngende grund. 

Venezuealeren bed dog de hårde slag og smerter i sig og klarede sig igennem alle 10 omgange til et nederlag på point. To af dommerne havde Dina Thorslund, som vinder med 100-90, mens én havde 99-91.

Sejren var Dina Thorslunds tredje i bantamvægt, efter hun boksede sidste kamp i superbantamvægt i september 2020. To af dem er vundet på point, mens den forrige kamp mod mexicaneren Zulina Munoz i november 2021 blev vundet på knockout. I alt har den danske verdensmester syv knockout-sejre.

- Carreno var bestemt en hård modstander, men jeg var nok for defensiv, så derfor fik jeg ikke afgjort kampen før tid, sagde Dina Thorslund, der dog gav venezuealeren flere store buler i ansigtet.

Otte VM-kampe i løbet af fire år har ikke gjort Dina Thorslund mæt. Hun vil videre.

- Jeg vil have mere, og større kampe. Eksempelvis mod en af de andre store forbunds verdensmestre. Om det bliver i udlandet eller herhjemme er ligegyldigt. Jeg er er klar til at bokse hvor som helst, siger Dina Thorslund.

Der tales allerede om en mulig kamp mod den australske IBF-verdensmester Ebanie Bridges. De øvrige store forbunds verdensmestre i bantamvægt er Yuliahn Luna Avila, Mexico, hos WBC og Jamie Mitchell, USA, hos WBA.

Men et internt danskeropgør mod IBF-verdensmesteren i fjervægt Sarah Mahfoud rumsterer også. Men den kamp vil kun kunne blive aktuel, hvis 32-årige Sarah Mahfoud beholder sit VM-bælte torsdag 21. april i Frederiksberg Hallerne mod tyskeren Nina Meinke.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden