Vendsyssel FF

Efter pokalfadæse: Ændringer i vente i Vendsyssel FF

Holdet har brugt landskampspausen på taktiske ændringer

Peter Friis Jensen er tilbage på træningsbanen for Vendsyssel FF og kan være aktuel til dagens kamp mod FC Fredericia. Arkivfoto: Henrik Bo

Peter Friis Jensen er tilbage på træningsbanen for Vendsyssel FF og kan være aktuel til dagens kamp mod FC Fredericia. Arkivfoto: Henrik Bo

FODBOLD:Vendsyssel FF rendte ind i lidt af et choknederlag kort før landsholdspausen, da holdet tabte med hele 5-0 på udebane til 2. divisionsklubben Aarhus Fremad i Sydbank Pokalen.

I dag er holdet tilbage på banen i 1. division efter en god kamppause, som klubben har brugt til at få lavet nogle ændringer.

- Vi har kunnet træne meget intenst og med fokus på taktikken. Tidligere var vi ligesom hele tiden bundet op på at skulle forberede os på en kamp og dosere i forhold til det, men i den her pause har vi virkelig kunnet bruge tiden rigtig godt, og det har været en god træningsuge, siger træner Lasse Stensgaard.

- Og der kommer også til at ske nogle ændringer. Der var nogle ting, som vi havde snakket om inden opgøret mod Aarhus Fremad, og vi blev enige om, at nu var tiden til at få det gjort. Så forhåbentlig kommer vi til at se mere stabile ud. En ting er jo, at man kan tabe en kamp. Noget andet er at falde fuldstændig sammen, som vi nu har gjort i nogle kampe, siger han.

Vendsyssel har nemlig heller ikke fået en optimal start i den historisk stærke 1. division, hvor holdet kun har fået seks point i de første seks kampe.

- Men det har været godt at få flere i spil til træningen og se, hvordan konkurrencen på holdet er nu. Vi fik jo to nye lige inden pokalkampen, men de nåede jo nærmest kun at møde op til bussen og så være med i en kamp, der var noget forfærdeligt lort. Så vi har fået et bedre billede af styrken på holdet nu, og det har været godt, siger Lasse Stensgaard.

Han kan også glæde sig over, at pausen har givet den normalt førstekeeper, Peter Friis Jensen, lejlighed til at komme tilbage på træningsbanen.

- Han har trænet med i en uges tid og nærmer sig absolut, siger han.

Samtidig er også Mikkel Wohlgemuth klarmeldt efter sin langvarige korsbåndsskade, mens der stadig rå noget tid, før træneren kan råde Tobias Damsgaard og Morten Knudsen.

I dag tørner holdet sammen med Fredericia. Der er kampstart på Nord Energi Arena klokken 15.00.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.