Efter skuffelse: Thorup åbner for offensiv forstærkning

FCK skal måske kigge efter offensiv forstærkning efter søndagens 0-1-nederlag til AC Horsens i Parken.

Lubambo Musonda og Lukas Lerager i kamp om bolden i søndagens opgør mellem AC Horsens og FC København. <i>Philip Davali/Ritzau Scanpix</i>

Lubambo Musonda og Lukas Lerager i kamp om bolden i søndagens opgør mellem AC Horsens og FC København. Philip Davali/Ritzau Scanpix

Søndag blev en hård eftermiddag for FC København i Parken.

De forsvarende danske mestre skuffede de over 22.000 fremmødte fans, da Jess Thorups tropper i sæsonens første superligakamp tabte 0-1 til oprykkerne fra AC Horsens.

Boldbesiddelse havde FCK masser af, men de offensive takter var langt fra imponerende, og flere store chancer blev misbrugt.

FCK-træner Jess Thorup var meget ked af den dårlige præstation, og han åbnede efter kampen for, at der måske skal kigges efter offensiv forstærkning.

- Det jeg er mest skuffet over, det er vores måde at håndtere modgangen på. Det er jeg både ked af og skuffet over. At skulle skuffe mere end 22.000, der har fundet vej til Parken her i sommerperioden, det er jeg godt nok ærgerlig over.

- Jeg manglede at se noget vildskab og det kæmpe boost, som man får, når man bliver dansk mester, siger Thorup.

Han henviser til, at sportsdirektør Peter "PC" Christiansen arbejder på at styrke truppen.

- Jeg ved, at PC og hans hold arbejder i kulissen på noget kvalitet, der kan hjælpe os. Vi har en bred og god trup, og vi har skabt et rigtigt godt konkurrence-miljø.

- Men det er klart, at hvis vi skal have noget, så skal det ikke være noget til bredden. Det skal være noget, der kan gøre en forskel, og det skal være fra en tophylde. Vi må se, hvad der sker, for det er på PC's bord.

- Det kunne være på de offensive positioner, fortæller Jess Thorup efter nederlaget til Horsens.

Dagens FCK-anfører, Nicolai Boilesen, så også flere udfordringer i offensiven, hvor folk ikke turde at spille fodbold.

- Vores kvalitet på den sidste tredjedel var der ikke i dag. Vi manglede den sidste aflevering og afslutning, og måske også modet til at prøve at gøre noget i en-mod-en-situationerne, hvor der blev kigget meget bold fra os alle sammen.

- Alle går og venter på, at der er en eller anden, der gør noget, men der var ingen, der gjorde noget, fortæller Nicolai Boilesen efter kampen.

Søndagens skuffelse betyder, at de forsvarende danske mestre ligger i bunden af 3F Superligaen.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.