Efter slag til kæben: Sværen må tygges med kindtænderne

Ishockeyspillere er et særligt folkefærd. Det er Lasse Bo Knudsen et lysende eksempel på

Viceanfører for Aalborg Pirates Lasse Bo Knudsen er klar på julemad, selvom han blev ramt af en puck på munden mod Rungsted Seier Capital <i>Arkivfoto: Bo Lehm</i>

Viceanfører for Aalborg Pirates Lasse Bo Knudsen er klar på julemad, selvom han blev ramt af en puck på munden mod Rungsted Seier Capital Arkivfoto: Bo Lehm

AALBORG:Alle ved, at en god dansk juleaften blandt andet indeholder sprød svær på flæskestegen. Det skal knase til den helt store guldmedaljer, når tænderne skal på overarbejde. 

Hos Aalborg Pirates er der en enkelt spiller, der må tage alternative midler i brug, når julemiddagen skal indtages. Lasse Bo Knudsen blev nemlig ramt af en puck på mundtøjet, da piraterne spillede den sidste kamp inden jul ude mod Rungsted Seier Capital. 

- Årh kæben og munden er da noget øm efter den omgang. Så jeg tager det helt roligt i de her dage, siger Lasse Bo Knudsen, der dog ikke vil lade en øm kæbe ødelægge julens glæder. 

- Jeg skal i hvert fald have min julemad, og jeg skal have sprød flæskesvær. Så må jeg bare tygge det med kindtænderne, konstaterer Lasse Bo Knudsen, der røg til isen, da han var blevet ramt af pucken i ansigtet. 

- Jeg nåede ikke at tænke så meget i situationen. Det gjorde jo bare ondt. Heldigvis fik vi hurtigt syet det sammen i omklædningsrummet. Heldigvis var der ikke røget nogle tænder, så da der ikke var problemer med hovedet, var jeg clearet til at spille videre, siger Lasse Bo Knudsen, der roser piraternes sundhedsstab for hurtig handling. 

Intet er brækket, så vicekaptajnen er klar til et travlt juleprogram, hvor Pirates har hele tre kampe mellem jul og nytår. Her bliver det et formstærkt Pirates-skib, der skal forsøge at ride videre på den succesbølge, der har ramt holdet i december.

I torsdagens 4-1-sejr over Rungsted Seier Capital ramte Aalborg Pirates' et niveau, som minder meget om det, man gerne vil ramme, når slutspillet begynder i marts. Desuden har det forsvarende mesterhold nu vundet syv af sine otte seneste kampe. 

- Vi har ledt lidt efter 60 gode minutter. Der har været nogle udfald, og vi har generelt ikke været skarpe nok på vores muligheder rent offensivt. Det så vi klare tegn på, at vi kan være mod Rungsted. Det var langt hen ad vejen sådan en præstation, at vi gerne vil bruge som pejlemærke for de kommende kampe, siger Lasse Bo Knudsen. 

Nu virker det

Piraterne ligger godt til i tabellen, og man har nogle kampe i hånden i forhold til Sønderjyske og Herning, der ligger foran piraterne i tabellen. Efter en sort november har december været tæt på resultatmæssig perfekt, hvis det ikke havde været for et nederlag til Rødovre. 

- Der har været mange opture og nedture, men nu virker det som om, vi har fundet frem til noget, hvor alle ved, hvornår man skal gøre hvad. Vi står bedre i vores organisation, og vi har helt klart lært af vores fejl, siger Lasse Bo Knudsen. 

- Rent offensivt har vi ikke været skarpe nok. Vi har ikke været dygtige nok til at udnytte vores chancer. Det er et klart forbedringspunkt, men igen må jeg sige, at kampen i Rungsted også viste, at vi er svære at spille mod, når vi har skarpheden i vores offensive spil, siger Lasse Bo Knudsen. 

Nu venter der piraterne tre intense kampe mellem jul og nytår, og siden falder kampene som perler på en snor. 

- Vi har det meget bedre, når vi kan få lov til at spille mange kampe. Det er bedre, end når vi skal træne en hel uge i træk. Man kan bare ikke få den samme intensitet ind i en træning, som man kan få i en kamp, så det passer os glimrende med mange kampe. Der er også den fordel, at når vi rammer en offday, og det gør vi jo før eller siden, så er der kort tid til den næste kamp, siger Lasse Bo Knudsen.

Lige nu ligger Pirates som sagt godt til i ligaen, men det er ikke Lasse Bo Knudsen man kan få en længere snak med om tabellen. 

- Jeg ved helt ærligt ikke, hvordan den ser ud. Det er nok otte-ni kampe siden, jeg senest så på stillingen. Det eneste jeg kan sige er, at vi naturligvis gerne vil vinde grundspillet, så vi har hjemmebanefordel. Vi er altid gode hjemme i slutspillet, og jeg ved, flere af de andre hold ikke synes Gigantium er det fedeste sted at spille, siger Lasse Bo Knudsen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Skolelukninger på vej i Aalborg: Se her, hvor det rammer
Luk