Vendsyssel Håndbold

Efter smerteligt nederlag: Vendsyssel skal løfte sig i ”gratis” kamp

Vendsyssel-spillerne har reageret godt efter skuffelse

Kent Ballegaard er godt tilfreds med den måde, holdet har reageret på efter lørdagens bitre nederlag. Arkivfoto: Bente Poder

Kent Ballegaard er godt tilfreds med den måde, holdet har reageret på efter lørdagens bitre nederlag. Arkivfoto: Bente Poder

HÅNDBOLD:Det var en bitter pille at sluge for Vendsyssel Håndbold, da de i weekenden tabte stort på hjemmebane til Skanderborg.

Fredag aften skal holdet vise, at de kan rejse sig fra de store nedture - men omstændighederne er ikke ideelle. Modstanderen er nemlig Herning-Ikast, der har vundet alle kampe indtil nu.

- Jeg synes, vi er kommet rigtig godt videre efter i lørdags, for der er ingen tvivl om, at den gjorde ondt. Men vi har snakket godt om tingene og er blevet enige om, at vi spillemæssigt skal mere tilbage til det niveau, vi havde inden sæsonen. Vi har ikke trænet på samme høje niveau som tidligere på det sidste, siger træner Kent Ballegaard.

- Men faktum er, at vi kan tage til Herning-Ikast og spille en rigtig god kamp og alligevel ende med at tabe med 15 mål. Forskellen er så stor i den her række, at jeg ikke kan huske noget lignende. I sidste sæson havde vi selv nogle kampe, hvor vi var store favoritter, men nu er det altså med omvendt fortegn, siger han.

Vendsyssel har indtil videre fået ét point i Bambusa Kvindeligaen og indtager næstsidstepladsen.

- Vi skal langsomt finde ind til det, vi kan. Og det handler måske bare om at have 7-8 minutter, hvor vi spiller rigtig godt, og så kommer der 12 minutter, hvor det går galt. Men så må vi glemme de 12 minutter og holde fast i det gode. På en måde er det måske meget godt, at der kommer en gratis kamp nu efter nederlaget, og så kan vi bygge på inden næste uge, hvor der kommer to vigtige kampe, siger han.

I næste uge skal holdet tage imod Silkeborg-Voel og spille ude mod Aarhus United.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.