Efter to nederlag i træk: Savner noget attitude hos Aalborg Håndbold

Sebastian Barthold vil se aalborgenserne tage skeen i den anden hånd i de kommende opgør hjemme mod Skanderborg og ude i Nantes

Sebastian Barthold gjorde med syv scoringer sit for, at Aalborg Håndbold kunne udfordre Nantes i onsdagens Champions League-kamp. <i>Foto: Lars Pauli</i>

Sebastian Barthold gjorde med syv scoringer sit for, at Aalborg Håndbold kunne udfordre Nantes i onsdagens Champions League-kamp. Foto: Lars Pauli

AALBORG:Med onsdagens nederlag på 32-35 på hjemmebane til Nantes i Champions League har Aalborg Håndbold for første gang i denne sæson tabt to kampe i træk.

Det behager på ingen måde den rutinerede norske landsholdsfløj Sebastian Barthold, der savner noget mere attitude på holdet.

- Vi har desværre nogle problemer med vores indgang til kampene i øjeblikket. Vores udtryk har været et gennemgående problem de seneste kampe. Vi er ikke 100 procent klar, når fløjten lyder, og det bliver vi straffet for, påpeger han.

I den forgangne weekend var aalborgenserne bagud 1-6 efter fem minutters spil mod KIF Kolding, og onsdag mod Nantes stod der lynhurtigt 1-4 på måltavlen i Sparekassen Danmark Arena.

Nantes-målmand Viktor Gisli Hallgrimsson piller her en afslutning fra Sebastian Barthold i onsdagens kamp. <i>Foto: Lars Pauli</i>

Nantes-målmand Viktor Gisli Hallgrimsson piller her en afslutning fra Sebastian Barthold i onsdagens kamp. Foto: Lars Pauli

- Nu er vi gang på gang kommet stort bagud i starten af kampene, fordi vi ikke er klar i forsvaret, brænder frie chancer og smider bolde væk. Det betyder jo, at vi skal bruge en stor del af kampen på at jagte modstanderen. Det er der bare ikke råd til, forklarer Sebastian Barthold.

Halvvejs gennem gruppespillet i Champions League er Aalborg Håndbold på fjerdepladsen, mens man i den hjemlige liga er á point med GOG i toppen. Dermed er alle muligheder fortsat åbne.

- Vi skal ikke begynde at skrige det ud til at være en krise, men vi skal gerne hurtigt finde tilbage til det rigtige udtryk. Kampene kommer dryppende i hastigt tempo nu, så vi er nødt til at rykke lidt tættere sammen, påpeger nordmanden.

- Heldigvis får vi en mulighed allerede på lørdag i ligaen (på hjemmebane mod Skanderborg-Aarhus, red.), og i næste uge i Nantes. Det starter der, og vi har spillerne til at vinde begge kampe, mener Sebastian Barthold.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.