AaB

Efter vildt år på transfermarkedet: Så meget skal AaB sælge for i de kommende år

AaB solgte spillere for næsten 50 millioner kroner i 2020, og der skal også store millionbeløb i kassen i de kommende sæsoner, fortæller direktør Thomas Bælum i den nyeste udgave af NORDJYSKEs fodboldpodcast Ripodsten

Thomas Bælum kan takket være spillersalg levere et AaB-regnskab med omkring 12 millioner i overskud. Arkivfoto: Lars Pauli
Thomas Bælum kan takket være spillersalg levere et AaB-regnskab med omkring 12 millioner i overskud. Arkivfoto: Lars Pauli

Opdateret 24. maj 2022 kl. 08:35

FODBOLD: 48 millioner kroner.

Det beløb står ud for transferindtægter i AaB's årsregnskab for 2020. En markant forbedring i forhold til 2019, hvor det der blot kom 1,1 millioner kroner i kassen fra spillersalg. De knap 50 millioner kroner som AaB har hentet på salgene af Oliver Abildgaard, Mikkel Kaufmann og Patrick Olsen er årsagen til, at den nordjyske superligaklub kom ud af et på alle måder udfordrende år med et overskud på 12,1 millioner kroner før skat. Skal der i de kommende år fortsat være sorte tal på bundlinjen, er det, som forretningen ser ud i øjeblikket, nødvendigt fortsat at sælge spillere for et tocifret millionbeløb.

- Vi kæmper jo en kamp for at få de andre indtægter med, når det gælder eksempelvis merchandise og sponsorater. Tv er også en vigtig del. Lige så langsomt skal det hul, der lukkes med transfers, gerne blive mindre, men et eller andet sted mellem 20 og 30 millioner er nok det leje, som vi skal ligge i, når det gælder nettotransferindtægter. Men det er selvfølgelig afhængigt af, hvordan det går med de andre parametre, fortæller Thomas Bælum i den nyeste udgave af NORDJYSKE Mediers fodboldpodcast "Ripodsten".

Han kan glæde sig over, at der med salget af Jores Okore til Changchun Yatai F.C i Kina og med videresalgspengene fra eks-AaB'eren Joachim Mæhles skifte fra Genk i Belgien til italienske Atalanta allerede er sat de første mange millioner ind på transferkontoen i 2021.

Vil sælge dyrere

AaB er tidligere blevet skudt i skoene, at profilerne og de unge talenter blev solgt for billigt. Det skal der laves om på i den transferstrategi, som AaB arbejder ud fra nu. Det handler i høj grad om at præsentere og "brande" sine spillere på en anden måde. Det var eksempelvis tilfældet med den unge talentfulde målmand Theo Sander, der for nyligt var på besøg hos den italienske storklub Juventus, fortæller Thomas Bælum.

- Han var der selvfølgelig også på grund af sine egne præstationer, men vi vil gennem vores agentnetværk og vores sportschef "brande" spillere rundt omkring ved de store klubber og skabe interesse. Vi bruger også i langt højere grad data, siger Thomas Bælum og nævner i den sammenhæng salget af Mikkel Kaufmann til FC København, hvor AaB kunne dokumentere, at den unge angriber på flere målbare parametre har et enormt potentiale.

- Vi vil begynde at sælge vores spillere dyrere, og de tal, vi kommer til at nævne for de interesserede klubber, kommer til at betyde, at vores transferbudget går i vejret. Det er en rejse, som kommer til at tage lidt tid, men det er det, man har set, at FC Nordsjælland og FC Midtjylland har haft held med, og det er der, vi er på vej hen med 2020-resultatet, lyder det fra Thomas Bælum.

Du kan høre meget mere fra ham i den nyeste udgave af Ripodsten. Den kan findes på nordjyske.dk/lyt og på alle kendte podcastplatforme eksempelvis iTunes, SoundCloud, Podimo, Spotify mv.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden