Efterforskning fører til flere sigtelser efter derby
Yderligere tre personer er blevet sigtet for hærværk og vold efter derbyet mellem FCK og Brøndby 7. august.
Uroen til derbyet i Parken mellem FC København og Brøndby i begyndelsen af august fører nu til yderligere sigtelser.
Københavns Politi oplyser på Twitter, at tre personer er sigtet for at skabe ballade.
En 19-årig mand er sigtet for hærværk, efter at han ødelagde flere sæder. I alt var 120 sæder ødelagt efter kampen.
Derudover har efterforskningen vist, at den 19-årige mand var i besiddelse af en ulovlig kniv, hvilket han også er sigtet for.
Derudover er manden sigtet for grov vold mod Parkens ansatte.
To Brøndby-tilhængere på henholdsvis 41 og 32 år er desuden blevet sigtet for vold mod to FCK-fans på S-togsstationen ved Svanemøllen.
Københavns Politi sigtede allerede i dagene efter kampen en række personer, primært med tilknytning til Brøndby.
Derudover fik en episode fra et S-tog, hvor en mand iklædt en Brøndby-trøje bad en ung mand om at tage en FCK-trøje af, stor opmærksomhed.
Da Brøndby for to uger siden spillede på hjemmebane mod FCK, havde Divisionsforeningen besluttet at udelukke fans af udeholdet, hvilket blev mødt med kritik i fanmiljøet.
En fangruppering fra FCK anmeldte således en demonstration og gik i march mod Divisionsforeningens lokaler i Brøndby på kampdagen.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.