Sport

Egyptiske pletskud sender Manchester City videre i FA Cuppen

I fraværet af Erling Haaland lynede Omar Marmoush to gange, da Manchester City slog Newcastle 3-1.

Manchester City har de seneste syv sæsoner været i mindst en FA Cup-semifinale. Med sejren over Newcastle er holdet i denne sæson videre til kvartfinalerne.
Manchester City har de seneste syv sæsoner været i mindst en FA Cup-semifinale. Med sejren over Newcastle er holdet i denne sæson videre til kvartfinalerne. Craig Brough/Ritzau Scanpix

Manchester City er blandt de otte kvartfinalister i FA Cuppen.

Det blev en kendsgerning lørdag aften, da Pep Guardiolas udvalgte ude slog ligarivalen Newcastle 3-1.

Den norske målmager Erling Haaland blev hvilet og var slet ikke i truppen. I hans fravær lynede egyptiske Omar Marmoush i stedet to gange, efter at brasilianske Savinho havde udlignet hjemmeholdets føring.

Det er ottende sæson i træk, at Manchester City mindst er i en FA Cup-kvartfinale. Det er i samme periode blevet til fire finaler og to titler.

Newcastle har knap så prangende resultater at prale af. En kvartfinale er bedste resultat i FA Cuppen i de sidste 20 år, men lørdag begyndte det ellers lovende.

Med danske William Osula som startende angriber efter matchvinderrollen mod Manchester United i ligaen for nylig kom værterne foran 1-0 efter 18 minutter.

Den italienske midtbanespiller Sandro Tonali fangede City-bagkæden højt i banen og sendte kuglen dybt til Harvey Barnes, som køligt udplacerede James Trafford.

Savinho var en evig trussel mod Newcastle-defensiven, men han stod nærmest stille og blev ramt på benet, da han kort før pausen fra kort afstand omsatte Jeremy Dokus indlæg til 1-1.

Kort efter pausen blev det også 2-1 til City. Efter et glimrende angreb fandt højreback Matheus Nunes i bageste område af det lille felt Marmoush, der hamrede kuglen i nettet.

City var ovenpå, og da Marmoush efter 65 minutter fra kanten af feltet øgede til 3-1, var det reelt game over for nordenglænderne.

Begge mandskaber møder i den kommende uge et spansk storhold i Champions League. Newcastle har tirsdag besøg af Barcelona, mens City onsdag gæster Real Madrid.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden