EH Aalborg-chef spår tæt opgør mod Randers
Der er vigtige på point på spil, når Randers HK gæster Nørresundby Idrætscenter
Opdateret 07. februar 2019 kl. 12:28
Selvom Randers HK kun ligger to pladser over EH Aalborg i HTH Ligaen, er kronjyderne klare favoritter, når de torsdag aften kommer på besøg i Nørresundby Idrætscenter. Ligesom tilfældet er hos EH Aalborg, har der været langt mellem sejrene for Randers i denne sæson, men med en sejr over Viborg i sidste runde kommer gæsterne med fornyet tro på tingene.
- De har været i en dårlig periode, hvor de har kæmpet med en masse ting. Men det er et hold, der er på vej opad igen. Point gør meget for et hold, så de kommer med selvtillidskontoen fyldt op, siger cheftræner i EH Aalborg Karen Brødsgaard.
- Randers har ligesom os haft det svært, men sejren senest vidner om et rigtig stærkt mandskab. Når det fungerer for dem, er de enormt dygtige, men når det ikke fungerer, kan vi helt sikkert lege med.
De de to hold sidst mødtes tilbage i september, legede EH Aalborg da også med. Ved pausen stod kampen uafgjort, men i sidste ende vandt Randers kampen med 22-21.
- Jeg tror godt, det kan blive en tæt kamp igen. Men det kræver, at vi spiller på vores bedste niveau. Vi er virkelig sultne på point, og vi vil gøre alt for at drille Randers så meget som muligt. Vi skal holde dem nede på så få mål som muligt, og så skal det helst være os, der vinder med det ene mål den her gang, siger Karen Brødsgaard.
Kampen mod Randers HK bliver spillet kl. 19.30 i Nørresundby Idrætscenter. Med en sejr vil EH Aalborg hente de første to point siden oktober.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.