Håndbold

EH Aalborg fandt oprykningsmelodien - ydmygede konkurrenter

Efter skuffende sæsonstart slog Allan Heines 1. divisionstropper lørdag hårdt tilbage mod Hadsten

Frida Høgaard bombede løs for aalborgenserne mod sagesløse Hadsten. Arkivfoto: Henrik Louis
Frida Høgaard bombede løs for aalborgenserne mod sagesløse Hadsten. Arkivfoto: Henrik Louis

Opdateret kl. 20:33

HÅNDBOLD: Målet er at spille med om oprykning til Håndboldligaen, og derfor var det en streg i regningen, at EH Aalborgs kvinder tabte sæsonpremieren i Roskilde.

Allan Heines mandskab slog dog hårdt tilbage, da de lørdag eftermiddag havde besøg af et andet af de formodede tophold i 1. division. Hadsten fik ikke et ben til jorden i Nørresundby Idrætscenter og blev udraderet 35-22.

- Vi har bokset med skader og sygdom i løbet af ugen, så jeg har kæmpe respekt for, at den her unge flok på den måde rejste sig og var progressive i alt, hvad de foretog sig. Det var en kæmpe præstation, roser cheftræneren.

EH Aalborg satte sig tungt på kampen fra starten, og efter fem minutters spil stod der 5-0 på måltavlen, hvorefter de østjyske gæster følte sig tvunget til at tage en tidlig timeout.

Lynstarten lagde grobunden til sejren, for Hadsten kom aldrig i nærheden af point. Aalborgensernes føring nåede flere gange i første halvleg op på syv mål - således også ved pausen, hvor lystavlen viste 17-10.

Glæden var stor i EH Aalborg-lejren efter lørdagens præstation.

I anden halvleg løb EH Aalborg kun kortvarigt ind i lidt problemer med angrebsspillet, som Hadsten udnyttede til at reducere føringen til fem mål, 22-17, med et kvarter tilbage. Det var dog falsk alarm.

Hjemmeholdets respons var vanvittige 11 scoringer på stribe, der bragte føringen op på hele 33-17 med otte minutter tilbage, og så var den potte i den grad ude. Hadsten-spillerne anede ganske enkelt ikke deres levende råd, når de stod overfor Laura Askvist i målet.

- Det var bare med til at sætte prikken over i’et. Defensivt havde vi problemer i premieren, men i dag fandt vi bare en rigtig god balance i tingene, siger Allan Heine.

Især Frida Høgaard Nielsen og Rikke Hoffbeck havde lørdag skruet skudarmen rigtigt på hos EH Aalborg, og de delte titlen som kampens topscorer med hver otte mål. Anne-Brinch Nielsen fulgte lige efter med syv scoringer.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden