Håndbold

EH Aalborg fortsætter hastig kurs mod ligaen

Stimen af sejre vokser for de aalborgensiske håndboldkvinder, som fortsat rækker ud efter den direkte oprykning til landets bedste række

Aalborgenserne rækker fortsat ud efter den direkte oprykning.
Aalborgenserne rækker fortsat ud efter den direkte oprykning. Arkivfoto: Lars Pauli

Opdateret 21. januar 2023 kl. 17:48

VIBORG: 13 kampe i streg. Sådan lyder EH Aalborgs imponerende sejrsstime, siden nordjyderne tabte sæsonens allerførste opgør i håndboldkvindernes 1. division. Undervejs har Peter Jagds mandskab lagt sig i spidsen af landets næstbedste håndboldrække og griber ud efter den direkte oprykning til Kvindeligaen.

Søndermarkens IK - EH Aalborg 20-26
  • Håndbold, kvinder, 1. division
  • Stillinger gennem kampen: 0-3, 3-7, 7-10, 11-13 (pause), 13-18, 16-20, 19-22, 20-24
  • Topscorer, SIK: Ea Munch Jørgensen, 6 mål
  • Mål, EH Aalborg: Signe Kusk 5, Marlene Dahlmann 5, Mille Eisenhardt 4, Andrea Jacobsen 3, Emma Aagaard 2, Cecilie Termansen 2, Frida Høgaard 2, Martine Tveter 2, Mette Brandt 1
  • Udvisninger: SIK 1
  • Tilskuere: 160

Sæsonens 13. sejr faldt fredag aften, hvor aalborgenserne gæstede Søndermarkens IK, som kæmper for overlevelse i 1. division. Her vandt EH Aalborg med 26-20. Det var et samlet Aalborg-hold, som bidrog til målscoringen, hvor Marlene Dahlmann og Signe Kusk i sidste ende deltes om den nordjyske topscorerpris for aftenen med fem mål hver.

Gæsterne lagde bedst ud i opgøret, hvorefter viborgenserne holdt taget i gæsterne. Efter pausen formåede Peter Jagd og de aalborgensiske håndboldkvinder dog at øge forspringet, hvilket gjorde kampens afslutning knap så spændende. Gennem de sidste fem minutter øgede EH Aalborg således forspringet fra tre til seks mål og kunne danse nok en sejrsdans, da Marlene Dahlmann lukkede for festen med scoringen til 26-20 til nordjyderne.

Med sejren ligger EH Aalborg med 26 point efter 14 kampe ud af de i alt 22 i 1. divisions grundspil. Efter grundspillet rykker indehaveren af førstepladsen direkte op i Kvindeligaen, mens anden- og tredjepladsen skal i oprykningsspil. De aalborgensiske håndboldkvinder har fire point ned til Bjerringbro, som dog har en kamp i baghånden.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden