EH Aalborg

EH Aalborg gik på pause efter tæt nederlag

Forsvaret gik i stå efter pausen mod NFH

EH Aalborg kunne ikke følge med gæsterne fra Nykøbing i anden halvleg. Foto: Torben Hansen
EH Aalborg kunne ikke følge med gæsterne fra Nykøbing i anden halvleg. Foto: Torben Hansen

Opdateret 14. november 2019 kl. 10:02

HÅNDBOLD: På en dag, hvor det kom frem, at EH Aalborg havde bedt spillerne om at gå ned i løn, fordi der ikke er kommet helt så mange kroner i kassen som planlagt, så fightede holdet i den grad det bedste, de havde lært mod favoritterne fra Nykøbing.

For få redninger og forsvarsstop efter pausen og nogle brændte chancer i første halvleg skulle dog vise sig at blive udslagsgivende, da Nykøbing FH sejrede med cifrene 31-28 i en kamp, der var meget tæt hele vejen igennem.

EH Aalborg kom flyvende ud af starthullerne med en føring på 2-0 - blandt andet på en drømmescoring fra fløjspiller Anna Lillesøe, der sendte bolden helt op i det fjerne kryds fra liggende position.

Favoritterne fra Nykøbing formåede do hurtigt at komme tilbage, men første halvleg var tæt hele vejen igennem, hvor intet hold på noget tidspunkt var foran med mere end to scoringer.

EH Aalborg spillede virkelig godt i begge ender af banen. Offensivt blev de tekniske fejl holdt på et absolut minimum, og defensiven tog godt fra foran en nærmest som sædvanlig fremragende Emma Friberg i målet, der havde 10 redninger allerede inden pausen.

Derfor formåede EH Aalborg at komme tilbage, efter Nykøbing ellers havde taget teten i midten af halvlegen, og hjemmeholdet kunne gå til pausen med en føring på 13-12.

EH Aalborg fortsatte det gode spil efter pausen, hvor Line Beggren Larsen for alvor stemplede ind i angrebsspillet, og holdet kom foran med to scoringer i et godt stykke tid. Omkring 10 minutter inde i halvlegen blev hjemmeholdet dog ramt af en udvisning, og den udnyttede gæsterne til at udligne på to scoringer fra landsholdsspilleren Kristina Kristiansen.

Og gæsterne formåede også at tage teten, da deres spil i syv imod seks for alvor begyndte at give resultat, og pludselig var det igen NFH, der var foran med to scoringer.

Især gav det masser af plads til fløjspiller Sofie Amalie Olsen, der allerede midtvejs i anden halvleg var oppe på otte scoringer. Samtidig havde Emma Friberg ikke samme styr på bolden, som hun havde haft i første halvleg. Kun én redning blev det til efter pausen, inden hun blev erstattet af Mie Larsen. Og det var ikke nok til at holde gæsterne fra fadet

EH Aalborg skal nu holde en meget lang pause, da kvindehåndbolden går på slutrundepause indtil januar. Halvvejs igennem sæsonen har EH Aalborg hentet fem point og ligger nummer 12 af 14 hold i rækken.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden