EH Aalborg gjorde deres pligt mod bundprop og rykker igen forbi Vendsyssel Håndbold
Allan Heines mandskab satte turboen til i anden halvleg, efter at have haft problemer mod Lyngby i første
Opdateret kl. 20:35
HÅNDBOLD: Ambitiøse EH Aalborg tog søndag tidligt afsted mod Sjælland for at hente to pligtpoint i kvindernes 1. division mod bundproppen Lyngby. Missionen lykkedes for Allan Heines tropper, der vandt 32-24, men det var ikke uden problemer undervejs.
Lyngby gav aalborgenserne en del udfordringer i første halvleg og førte 11-10 efter 20 minutters spil. En god slutspurt gjorde alligevel, at EH Aalborg kunne gå til pause foran 14-12, og den føring holdt de siden fast i.
Topscorer Frida Høgaard sørgede med to scoringer i rap for, at kampen knækkede 10 minutter inde i anden halvleg. Foran 21-17 så aalborgenserne sig ikke tilbage.
Frida Høgaard scorede sit syvende og sidste mål i kampens sidste sekund, og dermed blev det til en solid otte-måls-sejr.
Den betyder, at EH Aalborg igen rykker ét point forbi Vendsyssel Håndbold og indtager femtepladsen i 1. division.
Tre hold, Bjerringbro, SønderjyskE og Roskilde, har skilt sig ud i toppen, og de har alle fire point mere end Allan Heines mandskab.
EH Aalborg skal på fredag 5. november en tur til Syvsten, hvor de gælder det nordjyske brag mod Vendsyssel Håndbold.