EH Aalborg sikrer tredje oprykningskamp efter stort comeback
Kvinderne fra EH Aalborg og cheftræner Allan Heine afviste torsdag SønderjyskE, der kunne slå aalborgenserne ud af kvalifikationsspillet
Opdateret 30. april 2021 kl. 11:33
HÅNDBOLD: EH Aalborg har fortsat chancen for oprykning til Bambusa Kvindeligaen, når tredje oprykningskamp mod SønderjyskE skal spilles i Nørresundby Idrætscenter.
Det står klart, efter nordjyderne torsdag vandt med 30-28 i Aabenraa.
Dermed spændte gæsterne ben for, at sønderjyderne løb med oprykningschancen i anden kamp ud af tre mulige i oprykningsspillet fra 1. division. Det skete, selvom aalborgenserne var bagud med fire mål i pausen efter en rodet halvleg.
Stillinger gennem kampen: 5-2, 6-5, 11-7, 16-12 (pause), 18-18, 21-22, 22-25, 27-26
Topscorer, SønderjyskE: Lene Østergaard, 8 mål
Mål, EH Aalborg: Rikke Hoffbeck 6, Frida Høgaard 6, Sandra Erlingsdottir 5, Line Hindhede 3, Njoma Zogaj 3, Anne Brinch-Nielsen 3, Märta Hedequist 2, Mille Eisenhart 2
Udvisninger: SønderjyskE 3, EH Aalborg 4
Det blev således også en nervøs start for begge hold. Især EH Aalborg havde svært ved at komme ind i det altafgørende opgør og kæmpede med at dæmme op for hjemmeholdets kombinationer.
Alt imens stod SønderjyskE's målvogter skarpt på flere skud, hvor hun afviste aalborgenserne. Det resulterede også i, at sønderjyderne gennem første halvleg slog et hul ned til Allan Heines tropper.
Mod pausen fik EH Aalborg en bedre rytme i spillet efter en rodet halvleg, hvor islandske Sandra Erlingsdottir nok engang viste sig som en særdeles vigtig spiller for holdet. Playmakeren stod således for fire scoringer og masser af initiativ i kampens første halvdel.
Det var dog et meget mere struktureret og helstøbt hold, der kom ud efter pausen.
En stærk defensiv brød flere SønderjyskE-angreb og sikrede dermed nogle sikre kontramål. Således nåede nordjyderne på otte minutter at indhente det forspring på fire mål, som hjemmeholdet havde sikret inden pausen.
Det gav et tæt opgør frem til kampens døende minutter, hvor nordjyderne flere gange udnyttede, at de sønderjyske oprykningsbejlere flere gange satsede på at spille syv mod seks. Da EH Aalborg så kom i undertal, diskede Jesse Van De Polder op med adskillige vigtige redninger i gæsternes mål.
Således stod der 28-28, da Allan Heines tropper blev fuldtallige på halgulvet med to og et halvt minut igen. Herfra sikrede de sig en tomålsføring ind mod de dødende sekunder, hvor den aalborgensiske defensiv gang på gang stoppede de sønderjyske tilnærmelser.
Dermed kunne spillerne fejre et stort comeback i Aabenraa. Sejren gav nemlig en tredje kamp om fortsat oprykningsmulighed mod selvsamme SønderjyskE-mandskab. Denne gang på eget halgulv i Nørresundby.
Vinderen af det slag skal dyste mod Horsens om en plads i Bambusa Kvindeligaen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.