EH Aalborg skifter ud på fløjen og forlænger med to spillere
EH Aalborg er godt i gang med at få næste sæsons trup på plads
Opdateret kl. 18:19
HÅNDBOLD: EH Aalborg skifter ud på højre fløj forud for næste sæson i kvindernes 1. division.
Astrid Lynnerup er ny i EH Aalborg-trøjen og erstatter Anne Brinch Nielsen, fortæller klubben i en pressemeddelelse.
- Jeg har valgt at spille i EH Aalborg på grund af klubbens professionelle setup og deres store ambitioner, som også matcher mine egne. Jeg vil gøre mit bedste for at indfri disse og håber på at kunne bidrage med en masse håndboldmæssigt men helt sikkert også med godt humør og gåpåmod. Derudover glæder jeg mig bare rigtig meget til at komme i gang med at spille i EH Aalborg samt møde alle menneskerne i og omkring klubben, siger Astrid Lynnerup, der kommer til fra Bjerringbro.
Til gengæld takker Anne Brinch Nielsen altså af i EH Aalborg efter fire sæsoner i klubben.
- Det har været en utrolig svær beslutning at tage, for jeg elsker stadig at spille håndbold. Men grundet mit studie, og at det er min sidste chance for at studere i udlandet, har jeg tilvalgt det. Jeg vil gerne sige tusind tak for de sidste fire år, der har budt på både op-og nedture, som virkelig har udviklet mig som person, siger Anne Brinch Nielsen.
EH Aalborg meddeler desuden, at klubben har indgået permanente aftaler med Johanne Graugaard og Sofie Lassen, der kom til klubben i februar fra Vendsyssel Håndbolds konkursbo.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.