EH Aalborg trodsede chokstart og genindtog førstepladsen
De aalborgensiske håndboldkvinder er igen i toppen af tabellen efter genåbningen af 1. division
HÅNDBOLD: EH Aalborg er tilbage på sejrskurs. Efter sæsonens første nederlag til de aalborgensiske håndbolddamer kunne cheftræner Allan Heines tropper onsdag sikre to point mod Bjerringbro.
Med sejren er nordjyderne igen i spidsen i 1. division.
Bjerringbro slog ellers et lille hul ned til hjemmeholdet, da de kom foran 6-2 efter ni spillede minutter. Her udnyttede Allan Heine sin mulighed for time out, og det fik en hurtig effekt.
10 minutter senere var aalborgenserne således foran 10-6.
Det forspring var Aalborg - godt hjulpet på vej af Frida Høgaard Nielsens tre scoringer - mere eller mindre i besiddelse af, da holdene gik til pause ved 15-12.
I anden halvleg stemplede profilen Emma Aagaard ind og var med til at udbygge føringen frem mod kampens afslutning. Til sidst i kampen slog Bjerringbro dog tilbage i et sidste forsøg på at hente point i topstriden.
Dermed endte kampen altså 32-28 til hjemmeholdet i Nørresundby Idrætscenter.
1. division blev lukket ned i slutningen af oktober og en måned frem, da landet blev ramt af strengere coronarestriktioner. Siden genåbningen har EH Aalborg kun mødt Ringkøbing i ligaen, hvor de altså fik sæsonens første divisionsnederlag.