Se billederne: EH Aalborgs oprykningsdrømme brast
Den afgørende kvalifikationskamp mod SønderjyskE i jagten på Håndboldligaen blev en sand gyser
Opdateret kl. 17:30
HÅNDBOLD: Det lykkes ikke for EH Aalborg at rykke direkte retur til Bambusa Kvindeligaen. Søndag eftermiddag tabte de på hjemmebane med 26-28 til SønderjyskE i den tredje og afgørende kamp i oprykningsspillet.
Det var i den grad de små marginaler, der blev afgørende i en kamp, der hele tiden balancerede på et knivsæg. Efter at SønderjyskE hurtigt kom foran med tre mål, slog EH Aalborg flot tilbage, og ved pausen var stillingen helt lige, 13-13.
I anden halvleg kom SønderjyskE igen bedst fra start, men selvom de flere gange var foran med to mål, blev aalborgenserne ved med at tro på tingene og bringe balance i regnskabet.
Fem minutter før tid fik SønderjyskE dog det, der skulle vise sig at blive det afgørende hul på to mål (23-25).
Mille Eisenhart, der havde spillet en stor kamp, reducerede til 24-24, men brændte efterfølgende et straffekast og sendte en afslutning forbi mål.
Frida Høgaard tog til gengæld ansvar i slutfasen, og med 20 sekunder igen reducerede hun til 26-27. SønderjyskE fik dog de sidste sekunder til at gå og scorede med et par sekunder igen til slutresultatet 26-28.
SønderjyskE kan nu se frem til en duel med Horsens om pladsen i næste sæsons Bambusa Kvindeliga, men EH Aalborg efter sommerferien må på den igen i 1. division.
EH Aalborg - SønderjyskE 26-28
Stillinger undervejs: 1-4, 6-6, 6-10, (13-13), 16-16, 20-20, 24-26
Mål EH Aalborg: Frida Høgaard 6, Sandra Erlingsdottir 5, Anne Brinch-Nielsen 5, Mille Eisenhart 5, Rikke Hoffbeck 2, Line Hindhede 2, Märta Hedenquist 1
Topscorere SønderjyskE: Lene Østergaard 5, Sofie Schelde-Rasmussen 5, Pernille Johannsen 5
Udvisninger: EH Aalborg 2, SønderjyskE 2
SønderjyskE vinder dermed playoffduellen 2-1 i kampe og skal nu møder Horsens i en duel om en plads i næste sæsons Bambusa Kvindeliga.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.