EHF undlader at åbne sag efter besynderlig EM-kamp

Der er ikke nogen beretninger fra EM-kampen mellem Spanien og Tyskland, som fører til en sag, oplyser EHF.

Spanien gik videre til EM's mellemrunde med to point efter en sejr på to mål over Tyskland. <i>Savo Prelevic/Ritzau Scanpix</i>

Spanien gik videre til EM's mellemrunde med to point efter en sejr på to mål over Tyskland. Savo Prelevic/Ritzau Scanpix

EM-kampen mellem Spanien og Tyskland sluttede onsdag aften på bizar vis, da Spanien smed bolden langt over mål, og en spansk spiller jublede over en tysk scoring.

Spanien vandt 23-21, og resultatet betød, at de tyske håndboldkvinder gik videre fra den indledende gruppe sammen med Spanien, som på grund af tyskernes avancement får to point med videre til mellemrunden.

Men det opsigtsvækkende sidste minut af kampen giver ikke anledning til en undersøgelse af, hvad der skete mod slutningen.

Det oplyser kommunikationsafdelingen i Det Europæiske Håndboldforbund (EHF).

- Der er ikke nogen beretninger fra kampen, som udløser en sag, lyder det i et skriftligt svar fra EHF.

Spanien førte den sidste gruppekamp med 23-20, da Tyskland med mindre end et minut tilbage begik angrebsfejl.

Dybt fra egen banehalvdel kastede spanske Jennifer Bermejo bolden et godt stykke over mål, og Tyskland løb uden de store problemer ned og reducerede.

Det tyske mål fik spanske Paula Argos til at strække armene over hovedet i jubel, og på kampens sidste angreb lod Spanien tiden løbe ud.

Holdene kendte på forhånd resultatet af den anden kamp i gruppen, da opgøret mellem Montenegro og Polen blev afviklet flere timer forinden i samme hal i den montenegrinske hovedstad, Podgorica.

Tyskland gik videre fra gruppen uden point, mens Polen endte sidst i gruppen og må tage hjem fra slutrunden.

Det vides endnu ikke, om Polens Håndboldforbund har tænkt sig at klage over afslutningen.

Værtsnationen Montenegro gjorde rent bord i gruppen og går derfor videre til mellemrunden med maksimale fire point.

I mellemrunden bliver holdene parret med de tre hold, der gik videre fra gruppe C. Det drejer sig om Frankrig, Holland og Rumænien.

Danmark befinder sig ligesom Norge, Sverige, Kroatien, Slovenien og Ungarn i den anden gruppe i mellemrunden.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.