Ehlers langer ud efter dommere: De tog intet ansvar

Den danske landstræner kritiserer dommerne for at overse en række italienske unoder i den hårde VM-kamp.

Italienerne gik hårdt til de danske spillere, og det var ikke altid med lovlige midler. <i>Martin Meissner/Ritzau Scanpix</i>

Italienerne gik hårdt til de danske spillere, og det var ikke altid med lovlige midler. Martin Meissner/Ritzau Scanpix

Landstræner Heinz Ehlers kunne ses i lange diskussioner med dommerne undervejs i kampen mod Italien ved VM i ishockey.

Og selv om han kunne gå fra hallen med en 2-1-sejr i lommen, er den temperamentsfulde coach ikke blevet mildere stemt over for dommerkvartettens indsats i den hårdt spillede kamp.

- Dommerne var slet ikke deres opgave voksen. De tog intet som helst ansvar.

- Når man ser den, der blev lavet på Nicholas B. Jensen, og ser at den ikke engang gav udvisning. Den kan sætte en spille udenfor i et halvt år. En svinestreg, siger Heinz Ehlers.

Nicholas B. Jensen blev i slutningen af anden periode slynget til jorden af en modstander med et greb, man ikke oplever hver dag på ishockeybanen.

Ifølge Ehlers fortalte dommerne ham efterfølgende, at ingen af de fire så episoden, der udløste en skinger pibekoncert i hallen i Helsinki.

Samtidig gav reglerne ikke mulighed for at gense situationen på video, fordi det kræver en ulovlighed, der potentielt kan give matchstraf. Det mente man tilsyneladende ikke i videorummet, at tacklingen på Nicholas B. Jensen kunne.

Og på den måde lykkedes det italienerne at frustrere deres danske modstandere, der spillemæssigt var klart bedre.

- Det er deres måde at spille på, fordi de ikke regnede med at kunne matche os i skøjteløb. Smart nok af dem. Men skidt af dommerne.

- Vi tog nogle fuldstændig unødvendige udvisninger i frustration over deres mange svinestreger, og pludselig stod der 1-1. Så ved man godt, det bliver svært, siger Heinz Ehlers.

Han kunne se sit hold vinde skudstatistikken 45-14, og landstræneren har ikke mange fingre at sætte på sine spilleres indsats.

- Vi gjorde mange ting rigtigt. Men skal man pege på noget, kunne vi godt have været bedre til at opsøge de løse pucke foran mål og i øvrigt komme ind foran målmanden, som Mathias Bau gjorde ved det første mål.

- Men ærlig talt, når man ser, hvordan Italien spillede, så var det ikke sjovt at stå foran mål, konstaterer Heinz Ehlers.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden