Sport

Ehlers leverer assist til sejrsmål i overtidsdrama

Med endnu en sejr er Nikolaj Ehlers og Frederik Andersen tættere på at avancere med Carolina Hurricanes.

Nikolaj Ehlers var med i det afgørende mål for Carolina Hurricanes, som vandt over Ottawa Senators i NHL-slutspillet.
Nikolaj Ehlers var med i det afgørende mål for Carolina Hurricanes, som vandt over Ottawa Senators i NHL-slutspillet. James Guillory/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 09:06

Frederik Andersen og Nikolaj Ehlers indtog nøgleroller for Carolina Hurricanes, som vandt hjemme over Ottawa Senators i NHL efter dobbelt overtid.

Med sejren natten til tirsdag dansk tid er Carolina Hurricanes oppe på 2-0 i kampe i første runde af slutspillet i den bedste nordamerikanske ishockeyrække. Der spilles bedst af syv kampe.

Den ordinære kamp endte 2-2, og efter næsten 34 minutters ekstra spilletid scorede Carolina Hurricanes-spilleren Jordan Martinook det afgørende mål efter en pasning fra Nikolaj Ehlers.

Dermed havde Nikolaj Ehlers en afgørende stav med i sejren.

I den anden ende reddede Carolina-keeper Frederik Andersen 37 ud af 39 forsøg. Det gav en høj redningsprocent på 95 procent.

- Det er stort at vinde de her kampe. Vi skal bruge fire sejre for at slå dem ud, og det er ikke nemt. Det er stort for os at bevare hjemmebanefordelen, siger Andersen til holdets hjemmeside.

Kampen var en rutsjebanetur for Carolina Hurricanes, som smed en 2-0-føring i de sidste ti minutter af den ordinære spilletid.

Frederik Andersen blev passeret fra en spids vinkel ved 2-2-udligningen, og det var han ikke helt tilfreds med.

- Man laver fejl. Alle laver fejl. Det handler om, hvad man gør derefter. Og vi kom til at spille en hel del, og jeg genfandt mit fokus. Nu handler det om den næste kamp, siger Frederik Andersen.

Den danske landsholdsmålmand endte med at være lidt over 93 minutter på isen. Til sammenligning spillede Ehlers 24 minutter, mens Lars Eller var på banen i sammenlagt 12 minutter for Ottawa.

- Man skal ikke begynde at spekulere over, hvor lang tid en kamp kan tage. Det handler kun om at lave den næste redning og give holdkammeraterne en ekstra chance for at score, siger Frederik Andersen.

De to næste kampe spilles i Ottawa. Natten til fredag dansk tid skal de hold mødes på canadisk is.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden