Sport

Ehlers sender topholdet Winnipeg mod ny NHL-sejr

Nikolaj Ehlers scorede til 1-0, da Winnipeg Jets snuppede den niende sejr i træk i NHL.

Nikolaj Ehlers bringer Winnipeg Jets på 1-0 i kampen mod St. Louis Blues.
Nikolaj Ehlers bringer Winnipeg Jets på 1-0 i kampen mod St. Louis Blues. Connor Hamilton/Ritzau Scanpix

Den danske forward Nikolaj Ehlers kom på tavlen med et mål, da hans klub, Winnipeg Jets, natten til søndag vandt 4-3 efter straffeslagskonkurrence mod St. Louis Blues.

Knap fem minutter var spillet, da Ehlers i en hurtig kontra fik en perfekt servering foran mål og scorede til 1-0 i sikker stil.

Det var anden kamp i træk, at han scorede, men det seneste mål faldt for et par uger siden, da NHL-turneringen har ligget stille på grund af en landsholdsturnering.

I denne sæson er han nu oppe på 18 mål og 31 assister i 48 kampe.

Winnipeg var foran 2-1 efter de første to perioder, men kom i problemer i tredje periode, hvor hjemmeholdet bragte sig foran med 3-2.

Med 28 sekunder tilbage udlignede Gabriel Vilardi med sit andet mål i kampen for Winnipeg.

Senere endte det i straffeslag, hvor St. Louis Blues misbrugte alle tre forsøg, mens Winnipeg scorede på det andet.

Det var Winnipegs niende sejr i træk, og holdet ligger suverænt i spidsen for Western Conference med 83 point for 57 kampe. Der er ni point til de nærmeste konkurrenter. Med andre ord stormer holdet mod slutspillet.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden