Ekspert: Aalborg Håndbold skiller sig markant ud på flere punkter
Kenneth Cortsen kalder Aalborg Håndbolds økonomiske udvikling for imponerende, og han ser store muligheder i de kommende år for mesterklubben
Opdateret kl. 11:27
ØKONOMI: Det er svært at gætte på, hvor grænsen går lige nu for Aalborg Håndbolds både økonomiske og sportslige raketfart mod stjernerne.
Den nordjyske mastodont har for alvor slået fast med syvtommersøm, at man er landets førende håndboldklub, og faktisk er Aalborg Håndbold også ved at udvikle sig til et nationalt brand, der rækker langt ud over grænserne for Region Nordjylland.
Det kan sportsøkonom og branding-ekspert Kenneth Cortsen om nogen snakke med om. Han peger på nogle helt konkrete faktorer, der viser, at Aalborg Håndbold har bund i den store satsning, man ser udfolde sig i disse år.
- Aalborg Håndbold har virkelig gjort det godt, siden man i sin tid blev sig selv og ikke længere var en del af AaB. Her har klubben hele tiden været solidt med i toppen af dansk håndbold, og klubben har mere end noget andet været drevet med stor økonomisk fornuft. Det er også den troværdighed, der nu er kendetegnende for den markante udvikling, vi ser, siger Kenneth Cortsen.
Han har kigget nærmere på den økonomiske udvikling, der er kendetegnet ved de regnskabstal, som Nordjyske er dykket ned i. Her viser tal fra de seneste fem sæsoner, hvordan omkostningsniveauet til lønninger har udviklet sig for klubberne i HTH Ligaen.
Her er det markant, at Aalborg Håndbold skiller sig ud med en vækst på 41,9 procent. Målt i millioner er man gået fra at have personale omkostninger på 13 millioner i 2017 til at have personaleomkostninger for 18,5 millioner i 2021.
- Jeg bemærker, at Ribe-Esbjerg også har rykket sig markant i forhold til udgangspunktet, men her har klubben faktisk gearet lidt ned igen efter at have været højere oppe for et par sæsoner siden. Aalborg har bare bygget på. Lag efter lag, og så er det for alvor ved at eksplodere på en positiv måde nu. Det er ikke forkert at forvente, at Aalborg rent økonomisk vil rykke markant fra de øvrige danske topklubber i de kommende år, siger Kenneth Cortsen.
Eksperten hæfter sig særligt ved, at Aalborg Håndbold gennem hele perioden har været i stand til at spille med i toppen, selvom man på intet tidspunkt har været markant foran på spillerbudgettet. Det er først for alvor i slutningen af 2021, at den tendens er ved slå igennem.
- Man kan se, at antallet af ansatte hele tiden forøges i Aalborg Håndbold, og det er et udtryk for, at man også er i gang med en gearing udenfor banen. Det er en ligeså vigtig del af fortællingen, fordi det viser, at Aalborg Håndbold har et stærkt fundament. Man er ikke en ny AG København-historie. Tværtimod.
Faktisk har gennemgangen af klubbernes lønbudgetter vist, at Aalborg Håndbold for fem år siden ikke var lønførende, som man er i dag.
- Gennem hele den omtalte periode har Aalborg været i stand til at spille med om guldet, og det er i sig selv imponerende, når man tænker på, at Aalborg Håndbold for fem år siden kun havde det fjerdestørste lønbudget i ligaen, siger Kenneth Cortsen.
Dygtige til at rekruttere
- Det fortæller også en historie om, at Aalborg har været dygtig til at rekruttere de rette folk. Det vil sige både spillere, trænerstab men også ansatte i administrationen, for det hele spiller sammen, pointerer Kenneth Cortsen.
Han peger på én enkelt spiller, der har vist sig at være meget vigtig for den flotte udvikling.
- Henrik Møllgaard symboliserer på mange måder udviklingen i Aalborg Håndbold. Han er næppe verdens bedste håndboldspiller, men han har bare passet perfekt ind i de rammer, som Aalborg Håndbold har, og så har han udstrålet den tro på egne evner og en autoritet, når han har fortalt om klubbens ambitioner. Den slags forplanter sig, og derfor har Møllgaard været ekstremt vigtig for fortællingen om Aalborg Håndbold. Mere end nogen anden gjorde han det legitimt at drømme om Champions League-succes i Aalborg, pointerer Kenneth Cortsen.
Netop evnen til at lokke de rigtige spillere til klubben, vil kun blive stærkere i de kommende sæsoner.
- Der er naturligvis noget økonomi forbundet med at hente de bedst mulige spillere. Men i Aalborgs tilfælde er der også en bevist evne til at lykkes rent sportsligt, og det er noget, som mange spillere vil tage med i overvejelserne. Derudover er Aalborg Håndbold kendt som en klub, der har styr på tingene. Det kommer også til at betyde noget i de kommende år. Derfor står Aalborg Håndbold stærkt i forhold til at kunne bygge yderligere på den sportslige udvikling, vurderer Kenneth Cortsen.
Han har gået Aalborg Håndbolds regnskab efter, og dommen er krystalklar.
- Den gearing som Aalborg Håndbold er i gang med på sin økonomi er så stærk, at klubben på den korte bane godt kan løbe fra de andre hold i ligaen, men omvendt har konkurrencesituationen også vist, at den danske liga nok skal være spændende, så jeg frygter ikke, at Aalborg ødelægger al spænding i de kommende år, men det er klart, at Aalborg i endnu højere grad vil blive et lokomotiv for dansk håndbold, siger Kenneth Cortsen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.