Sport

Ekstrem varme udskyder Tausons kamp i Kina

Clara Tauson må vente med at komme i aktion i Wuhan, da spillet er afbrudt på grund af høj varme.

Clara Tauson skal i første runde af turneringen i Wuhan møde Olga Danilovic.
Clara Tauson skal i første runde af turneringen i Wuhan møde Olga Danilovic. Sarah Stier/Ritzau Scanpix

Clara Tauson skulle have været i kamp tidligt mandag morgen dansk tid, men den danske tennisspiller må væbne sig med tålmodighed i den kinesiske storby Wuhan.

Således er spillet sat på pause i WTA 1000-turneringen, fordi temperaturen simpelthen er for høj.

På Court 1, hvor Tauson skal i aktion, havde belgieren Elise Mertens og russeren Polina Kudermetova netop kæmpet sig igennem et 75 minutter langt første sæt, da kampen blev afbrudt.

I første omgang lyder meldingen, at spillet er indstillet indtil klokken 9.00 dansk tid - klokken 15.00 lokal tid i Wuhan, hvor temperaturen ved afbrydelsen var 34 grader i skyggen.

Når kampen mellem Mertens og Kudermetova er slut, skal tiendeseedede Tauson spille sin første kamp i turneringen mod serberen Olga Danilovic.

Også Holger Rune er turneringsaktiv i Kina i denne periode. Søndag spillede han sig frem til ottendedelsfinalen i Shanghai Masters, og også her er varmen ulidelig.

Rune blev tilset af en læge, fordi han blev skidt tilpas, men det lykkedes ham at slå franske Ugo Humbert i to sæt.

Herrernes ATP Tour har ikke samme varmeregel som WTA Tour, og det var Rune utilfreds med under søndagens kamp.

- Hvorfor har ATP ikke indført en varmeregel?, spurgte Holger Rune under kampen ifølge TV 2 Sport.

Rune spiller sin næste kamp i Shanghai tirsdag mod franske Giovanni Mpetshi Perricard.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden