Corts drømme-Tour

Magnus Cort kalder sit Tour de France "helt skørt", efter at han fik en etapesejr oven i sine øvrige meritter

Magnus Cort har fået masser af podiehyldester i Tour de France. Denne gang skyldtes det etapesejren. <i>Foto: Gonzalo Fuentes/Reuters</i>

Magnus Cort har fået masser af podiehyldester i Tour de France. Denne gang skyldtes det etapesejren. Foto: Gonzalo Fuentes/Reuters

PARIS:Først blev han hyldet af hundredtusinder af danskere langs vejene på de første etaper. Dernæst kørte han syv dage i Tour de Frances prikkede bjergtrøje. Og nu kan Magnus Cort også kalde sig etapevinder i verdens største cykelløb.

Man kan roligt sige, at det kører fornuftigt for den hurtige bornholmer i disse dage, og det er han da også den første til at medgive på det officielle vinderpressemøde efter 10. etape i Touren.

- Det har været helt skørt. Jeg kunne ikke have drømt om en bedre Tour de France indtil videre. Det var allerede kæmpestort med den prikkede trøje i Danmark. Og nu en etapesejr her.

- Det var hele tiden min drøm at vinde en etape oveni, men derfra er der lang vej til også at gøre det, siger Cort.

Han kørte sig fuldstændig fra sans og samling på den sidste kilometer og kollapsede nærmest, da han havde krydset mållinjen. Først efter, at en jury havde nærstuderet målfotoet, turde han at juble.

Men det var lige før, kræfterne ikke rakte.

- Jeg havde givet alt, hvad jeg havde. Jeg havde ikke rigtigt noget tilbage i mig. Det handlede bare om at komme af cyklen og ikke så meget andet end det.

- Jeg fandt vel ud af, at jeg havde vundet, et minut efter at jeg var kommet i mål. Først hørte jeg det fra nogle journalister rundt om mig, og samtidig havde jeg også min øresnegl i øret, hvor jeg kunne høre vores sportsdirektør.

- Men jeg havde egentlig nok at gøre med bare at trække vejret, siger Cort med et grin.

Sejren blev hjemført, efter at han havde siddet i en større udbrydergruppe. Han havde flere gange problemer op ad den sidste stigning mod målet i Megève. Men hver gang fik han kæmpet sig tilbage.

Da Luis Leon Sanchez på de sidste kilometer stak af og fik mere end 20 sekunders forspring, så det dog skidt ud for både Cort og de øvrige i gruppen.

- Da troede jeg, det var forbi. Jeg blev også sat af adskillige gange, men jeg fortsatte med at køre og presse mig selv.

- På en eller anden måde endte jeg med at komme tilbage til gruppen, og vi var alle samlet på opløbsstrækningen. Den afslutning passede mig ret godt, siger Magnus Cort.

Han er nu oppe på hele otte etapesejre i grand tours. To i Tour de France og seks i Vuelta a España.

Tirsdagens sejr fortsætter trenden med, at Cort næsten altid henter sine store sejre i hårde etapeløb.

- Min krop reagerer rigtig godt på udmattelse. Når vi kommer et stykke ind i de store etapeløb, tror jeg, at jeg mister lidt mindre power end mange andre ryttere.

- Så hvis jeg bare holder farten, er jeg pludselig blandt de bedste, lyder det simple regnestykke fra etapevinderen.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.