Sport

Elmer Møller gør Holger Rune selskab i stor turnering

Elmer Møller er klar til hovedturneringen i Madrid efter en sejr over polsk modstander i kvalifikationen.

Elmer Møller er strøget op som nummer 114 i verden efter sidste uges turneringssejr i Portugal. (Arkivfoto).
Elmer Møller er strøget op som nummer 114 i verden efter sidste uges turneringssejr i Portugal. (Arkivfoto). Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

To danskere er med i mændenes singleturnering, når Madrid Open officielt begynder onsdag.

Tirsdag aften lykkedes det danske Elmer Møller at blive klar til hovedturneringen med en sejr på 5-7, 6-4, 6-4 over polske Kamil Majchrzak.

Møller er placeret 24 pladser længere nede på ranglisten end sin modstander, men formåede at videreføre sin gode form fra den forgangne uge.

I sidste uge gik den 21-årige dansker hele vejen og vandt en Challenger-turnering i Portugal. Triumfen sendte ham op som nummer 114 i verden, og han banker ivrigt på til top-100.

Her har Holger Rune længe ligget, og Danmarks bedst placerede spiller sprang samtidig op som nummer ni i verden med sin imponerende turneringssejr i Barcelona.

Rune er seedet som nummer otte i Madrid og sidder derfor over i første runde. I sin første kamp skal han møde vinderen af dysten mellem ungarske Fábián Marozsán og italienske Flavio Cobolli.

Møller skal omvendt i ilden fra start, men Davis Cup-spilleren fra det danske landshold går sandsynligvis ind til turneringen med ømme stænger, for han skulle bruge over to timer på at blive klar til den store Masters 1000-turnering i Madrid.

Et tæt første sæt faldt ud til polsk favør. Begge spillere havde en enkelt breakbold, men kun Kamil Majchrzak formåede at udnytte sin.

Også i andet sæt var et enkelt servegennembrud nok, men denne gang var det danskeren, som havde is i maven i de afgørende dueller.

Spillerne fulgtes ad til 4-4 i tredje sæt, hvor Elmer Møller på ny brød sin modstander og skrålede sin glæde ud, før han servede kampen hjem.

Det er første gang, Møller deltager i så stor en turnering.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden