Sport

Elmer Møller udraderer topseedet i Challenger-finale

En helt suveræn finaleindsats sikrede Elmer Møller titlen i portugisiske Oeiras. Han uddelte æg i finalen.

Elmer Møller var nådesløs i finalen i Oeiras, selv om han på papiret gik ind til kampen som underdog. (Arkivfoto).
Elmer Møller var nådesløs i finalen i Oeiras, selv om han på papiret gik ind til kampen som underdog. (Arkivfoto). Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Den danske tennisspiller Elmer Møller sikrede sig vigtige point til verdensranglisten, da han søndag i overlegen stil vandt Challenger-turneringen i portugisiske Oeiras.

I finalen levnede den 21-årige dansker ikke topseedede Francisco Comesana skyggen af chance. Møller vandt helt suverænt med 6-0, 6-4 trods et lille koncentrationssvigt sent i andet sæt.

Comesana indtog før turneringen 62.-pladsen på verdensranglisten. Elmer Møller var nummer 148.

Møller kom forrygende fra land i finalen. Han åbnede med et servegennembrud og gentog bedriften kort efter. Det betød, at han efter godt 20 minutter kunne serve sig på 4-0.

Kursen mod sætsejr blev ikke afveget. End ikke en 40-0-føring i egen serv formåede den topseedede argentiner at holde. I stedet blev han på 33 minutter tildelt et såkaldt æg.

Elmer Møller var helt og aldeles oven på i kampen. Comesana anede ikke sit levende råd i hverken egen eller Møllers serv.

På et kvarter af andet sæt var danskeren gået i front med 4-0, før turneringens forhåndsfavorit lykkedes med at vinde sit første parti i slutkampen.

Han holdt også sin næste serv, og da Møller pludselig blev brudt til 3-5, kom der en smule spænding i finalen.

Comesana fik reduceret til 4-5, før Møller fik halet sejren i land på sin første matchbold.

Den unge dansker indledte turneringen med at besejre den fjerdeseedede brasilianer Thiago Monteiro, nummer 93 i verden.

En efterfølgende walkover gav en plads i kvartfinalen mod den upåagtede schweizer Remy Bertola, som blev slået i to sæt.

Samme antal sæt brugte Møller på at vinde semifinalen mod andenseedede Roman Safiullin, der sidste år var oppe som nummer 36 i verden. Russeren er aktuelt nummer 73.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden