EM-drømmen lever for AaB'er efter vigtig sejr
Theo Sander og landsholdskammeraterne kan efter fredagens sejr over Skotland stadig nå at avancere til kvartfinalerne ved EM
Opdateret 23. maj 2022 kl. 11:21
FODBOLD: AaB's Theo Sander og resten af det danske U17-landshold holdt fredag liv i håbet om at spille sig videre til kvartfinalerne ved EM i Israel.
Skotland blev besejret med 1-3, og derfor er Danmark noteret for tre point efter de to første kampe. Portugal besejrede fredag Sverige med 4-2 og har seks point, mens Sverige som Danmark har tre point. Skotland er uden point, og de to bedste hold går videre til kvartfinalerne.
Mod Skotland bragte Danmark sig foran efter en god halv times spil takket være Randers-spilleren Alexander Simmelhacks mål.
Glæden var dog kort, for et par minutter senere udlignede skotterne. FC Midtjyllands Mads Nybo Lauritsen forsøgte at lægge bolden tilbage til Theo Sander med hovedet, men afleveringen blev for kort, og så kunne Rory Wilson komme imellem og score.
To minutter inde i anden halvleg bragte et skotsk selvmål Danmark på sejrskurs igen, inden OB's Markus Jensen slog den danske sejr fast små 20 minutter før tid.
Gruppespillet rundes af mandag aften, hvor Danmark møder Portugal, mens Sverige skal op imod Skotland.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.