EM-værtsnation slår Tyskland og stryger alene til tops

Montenegro står med formidable kort på hånden inden sin sidste kamp ved EM.

Tyskland kunne ikke hamle op med Montenegro i de to holds anden kamp ved EM. <i>Savo Prelevic/Ritzau Scanpix</i>

Tyskland kunne ikke hamle op med Montenegro i de to holds anden kamp ved EM. Savo Prelevic/Ritzau Scanpix

I en stemningsfyldt atmosfære spillede Montenegro sig mandag aften alene til tops i sin gruppe ved kvindernes EM i håndbold.

Med en sejr på 29-25 over Tyskland har den ene af de tre værtsnationer nu fire point, hvilket er to point flere end mandagens modstander på tredjepladsen.

Begge mandskaber havde vundet deres første kamp ved EM. Polen slog senere mandag Spanien med 22-21, og dermed snupper Polen en foreløbig andenplads. Spanien er sidst.

De tre bedste hold går videre fra gruppespillet.

Ligesom ved Montenegros første kamp var der fuld smæk på tribunerne, da nationalmelodien blev afspillet, og værtsnationen lever højt på opbakningen.

Den tidligere megastjerne Bojana Popovic står i spidsen for Montenegro, som efter få minutter lagde sig i front af opgøret.

Undervejs i første halvleg nåede føringen op på fire mål. Særligt Djurdjina Jauković skilte sig ud med et hav af scoringer, og Tyskland havde svært ved at følge med.

Silje Brøns Petersen, der er både født og opvokset for Danmark, bød i løbet af kampen ind med en enkelt scoring for Tyskland.

Tyskland formåede at skabe en smule spænding i slutfasen. Føringen var nede på to mål med få minutter igen, men trods et lille udfald i koncentrationen slog Montenegro hårdt tilbage og tog en overbevisende sejr.

I gruppe C vandt Holland med 30-15 over Nordmakedonien og er på førstepladsen. Frankrig bankede senere Rumænien med 35-21 og er på omgangshøjde med hollænderne, inden de to nationer mødes i sidste runde. De er begge sikre på at gå videre fra gruppespillet.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.