En drøm blev opfyldt for ny fanfavorit hos AaB
Richard Odada lagde mod Kolding nye længder til den popularitet, han straks har opnået hos klubbens fans
Opdateret kl. 21:05
Richard Odada kom til AaB denne sommer på en lejeaftale fra amerikanske Philadelphia Union, og han er på rekordtid blevet lidt af en fanfavorit.
Den kenyanske landsholdsspiller fik søndag sin første startplads hos aalborgenserne, og han kvitterede med en tidlig scoring i 3-1-sejren over Kolding IF på Aalborg Portland Park.
- Jeg var ikke nervøs. Jeg glædede mig bare til den her kamp, for alle spillere drømmer jo om at være med i startopstillingen og gøre en forskel. Så det var en god dag for mig, smiler Richard Odada.
- Jeg vi gerne give stor kredit til mine holdkammerater, for de forsøger hele tiden at hjælpe mig og skubbe mig i en positiv retning, roser den 22-årige midtbanespiller.
Han blev skiftet ud med godt et kvarter tilbage af kampen mod Kolding, og her så der også ud til at være udsolgt hos kenyaneren.
- Vi har en bred trup, og hvis man giver alt og føler, at tanken er ved at være tom, så skal man give plads til en anden. Men jeg er helt klar til at spille igen på onsdag, siger han med henvisning til den forestående pokalkamp mod aarhusianske VRI.
Fra bænken kunne Richard Odada se AaB indkassere en scoring i slutfasen, og Kolding havde i perioder af kampen en pæn del af initiativet.
- Det kan være svært at spille mod hold, der spiller lidt primitivt og sparker mange lange bolde. Vi ville gerne have holdt bolden mere i egne rækker, men det var ikke nogen let opgave. I den sidste ende er det dog resultatet, der tæller, og vi vandt jo kampen. Så nu vender vi tilbage til tegnebrættet for at forbedre os fremadrettet, siger Richard Odada.
Kenyanerens lejeaftale løber resten af sæsonen, men AaB har en option, der sikrer dem muligheden for at købe ham fri for et på forhånd aftalt transferbeløb.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.