En god uge har fået Aalborg Håndbold tilbage på sporet

Stefan Madsen var især tilfreds med sin defensiv mod Skjern, og de takter skal følges op i sæsonens sidste tre kampe

Kristian Bjørnsen og holdkammeraterne kunne juble over en klar sejr over Skjern. <i>Foto: Bente Poder</i>

Kristian Bjørnsen og holdkammeraterne kunne juble over en klar sejr over Skjern. Foto: Bente Poder

AALBORG:Aalborg Håndbold har på det seneste skuffet sit trofaste hjemmepublikum.

Mod både Nantes og Skanderborg-Aarhus er det blevet til uvant klare nederlag, men til gengæld fik de 4110 tilskuere i Sparekassen Danmark Arena, hvad de kom efter, da Skjern Håndbold søndag blev sendt hjem med et klart nederlag på 32-24.

- Det var rart at se, at nogle af de ting, vi har sloges og knoklet med, kom til udtryk på banen. Vi spillede en rigtig god kamp med masser af intensitet og energi og fik det krydret med alle de ting, vi gerne vil løse, så det var rigtig flot, lyder det fra Aalborg Håndbold-træner Stefan Madsen.

Sejren over Skjern var den første på hjemmebane i en måned, men den forgangne uges to udekampe havde allerede varslet fremgang oven på en periode med hele fire nederlag i træk.

Sidste søndag blev det til en klar sejr hos Lemvig-Thyborøn, og i torsdags spillede nordjyderne i 50 minutter lige op med de forsvarende Champions League-mestre fra Barcelona, der dog til sidst stak af og vandt 32-26.

- I Lemvig, i Barcelona og i særdeleshed i dag gik vi i hvert fald ud af kampene med en væsentlig bedre fornemmelse end den, vi har haft i de foregående kampe, men vi har stadig masser af hårdt arbejde foran os. Vi kan på ingen måde tillade os at sætte os tilbage i lænestolen, siger Stefan Madsen.

Aalborg-træneren har dog set markante forbedringer den seneste uge. 

- Først og fremmest synes jeg, at vi har fået frigjort noget intuitivt spil. Vi har i en periode været for låst, og samtidigt har vi haft for svært ved at finde niveauet defensivt. Det har vi fundet i de seneste tre kampe, hvor vi har haft en virkelig aggressiv defensiv, der igen i dag løste tingene rigtig flot, siger Stefan Madsen.

Benjamin Jakobsen viste stor skarphed fra stregen. <i>Foto: Bente Poder</i>

Benjamin Jakobsen viste stor skarphed fra stregen. Foto: Bente Poder

Offensivt lader Aalborg Håndbold også til at have fundet en base med en bagkæde bestående af Aron Pálmarsson, Felix Claar og Mads Hoxer. Det betød, at Mikkel Hansen bortset fra sine sikre scoringer på straffekast, først kom i aktion i kampens sidste fjerdedel, mens en af de seneste sæsoners største profiler Lukas Sandell fik endnu mindre spilletid.

- I dag var det de tre, der svingede godt sammen, og for os handler det i øjeblikket om virkelig at bore i de spor, der fungerer. Lukas blev lidt fanget af, at jeg blev nødt til at tage René (Antonsen, red.) ud til sidst, og derfor måtte Lukas også ud igen. Mikkel kom jo ind og leverede en rigtig god indsats, men lige nu kommer vi til at jagte de ting, der fungerer, og så må det i nogle tilfælde koste lidt på ressourcerne, siger Stefan Madsen.

Den overbevisende sejr over Skjern var det perfekte afsæt for Aalborg Håndbold inden den sidste halvanden uge før julepausen, hvor der venter kampe mod Kiel, Bjerringbro-Silkeborg og GOG.

- Vi ved godt, at én kamp ikke gør det alene, men nu har vi fået startet en tendens, som vi for alt i verden skal følge op på på torsdag mod Kiel, siger Stefan Madsen.

Sejren over Skjern betød tilmed, at Aalborg Håndbold generobrede førstepladsen i HTH Herreligaen, idet GOG højst overraskende tabte til SønderjyskE. De to tophold er begge noteret for 29 point efter 17 kampe, men Aalborg har vundet sæsonens hidtil eneste indbyrdes møde.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.