En millionomsætning og 7000 liter fadøl: Nytårsbraget er ikke længere lagt på is
Det er tre år siden, at man senest havde et nytårsbrag mellem Frederikshavn White Hawks og Aalborg Pirates, hvor tilskuere var en del af rammen

Aalborg Pirates tog torsdag aften mod lokalrivalerne Frederikshavn White Hawks i Metal Ligaen i ishockey. Det skete i en udsolgt Sparekassen Danmark Isarena. Foto: Bente Poder
AALBORG:Der blev sukket noget så dybt, da sidste års nytårskampe mellem Aalborg Pirates og Frederikshavn White Hawks blev afviklet uden tilskuere på tribunerne.
En ting er det økonomiske aspekt ved tabte indtægter på billet- og fadølssalg, men noget helt andet er den manglende stemning, der altid er elektrisk, når de to nordjyske ishockeyklubber byder op til nytårsfest.
Torsdag var ventetiden imidlertid forbi, da Aalborg Pirates og Sparekassen Danmark Isarena dannede rammen om det første af to nytårsopgør mellem piraterne og Frederikshavn White Hawks. I en fyldt arena var der atter gang i den, som der kun kan være, når de to nordjyske ærkerivaler tørner sammen.
Hos Aalborg Pirates lægger direktør Lars Laursen ikke skjul på, at han er meget begejstret over, at han atter kan afvikle en nytårskamp med tilskuere i hallen.
- Det er en helt fantastisk følelse, at vi har 5000 mennesker inde til den her kamp. Det er første gang i tre år, og jeg har virkelig fornemmet, hvor meget folk har glædet sig til de her kampe, siger Lars Laursen.

Frederikshavn White Hawks havde også fundet det fine nytårstøj frem. Foto: Bente Poder
Der var banket en fest sammen med Kato som opvarmning for de mange fans. Derfor var der også bestilt godt med mad og drikke hjem til kampen.
- Vi har vist 7000 liter fadøl hjemme til kampen, så vi går ikke tør, og vi har 124 sponsorer, der har købt pakker i forbindelse med, at det er vores såkaldte 1-krones-kamp. Det betyder, at vi, allerede inden kampen gik i gang, var sikret over en halv million i omsætning. Når det hele er gjort op rammer vi en omsætning for den her kamp på cirka en million kroner. Det er lidt under fem procent af vores årlige budget, så den her kamp betyder meget, siger Lars Laursen.
Aalborg Pirates-direktøren kan puste lidt ud i løbet af fredagen, for her er det Frederikshavn White Hawks, der indtager værtsrollen, når der er andendagsgilde mellem de to klubber. Det betyder, at White Hawks-direktør René Jørgensen får travlt.
- Vi glæder os helt ekstremt meget til den her kamp. Det er en kamp, hvor der er noget mere på spil end bare de tre point. Det kan vi godt mærke på alle i og omkring klubben. Det er en kamp, som man bare ikke vil tabe, siger René Jørgensen.
Skal have folk tilbage
Frederikshavn White Hawks fyrer også op for happy hour og alverdens andre gode tiltag, men den økonomiske gevinst på dagen er sekundær i forhold til at skabe en langtidsholdbar effekt.
- Vi kigger først og fremmest på den her kamp, som en perfekt mulighed for at få folk i hallen igen. Der er ingen tvivl om, at folk har fået andre vaner i løbet af coronaen, og vi skal have vænnet dem til at komme til hockey igen. Sådan en kamp er den perfekte promovering, siger White Hawks-direktøren.
Han forventer mellem 2000 og 2500 tilskuere til fredagens kamp i Nordjyske Bank Arena. Ikke helt så mange som i Aalborg, men det er et yderst tilfredsstillende tal for direktøren.
- Man glemmer nogle gange, hvor stor en by Frederikshavn egentlig er. Det er nemt noget, der kan snyde, så når vi har fyldt vores VIP-arrangement med over 300 spisende gæster og masser af glade fans, så kan vi ikke bede om meget mere på den front, siger René Jørgensen.
Godt samarbejde
Nok er der ingen af de to hold, der vil give sig på isen, men udenfor banen har man et fortrinligt samarbejde. Man har samarbejdet om at designe dette års nytårstrøjer, som har delt vandene på de sociale medier.
- Vi har stået for designet af de trøjer i år, og i det hele taget er det skønt, hvordan vi kan samarbejde om de her kampe. Det gælder blandt andet omkring at få fyldt udebaneafsnittet til begge kampe, siger Lars Laursen.
Nogenlunde samme indtryk har René Jørgensen, der heller ikke har en finger at sætte på de to ærkerivalers samarbejde udenfor isen.
- Den danske ishockeyfamilie er jo ikke så stor, så vi er gode til at hjælpe hinanden. Vi har et rigtig godt samarbejde med Aalborg Pirates. Vi kæmper jo alle for at udbrede kendskabet og interessen for ishockey i Danmark, så vi er gode til at hjælpe hinanden, siger René Jørgensen.

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.