Kræftbehandlingsforløb

Endelig hjemme: AaB-træners datter udskrevet fra Rigshospitalet med positiv besked

Seks måneder efter, at Luna fik konstateret leukæmi, har hun og familien endelig udsigt til at få en almindelig hverdag sammen

Arkivfoto: Claus Søndberg

Arkivfoto: Claus Søndberg

- Det er en ubeskrivelig dejlig følelse at have fået Luna hjem og igen være samlet hele familien i vores eget hus.

AaB's superligatræner Jacob Friis kan dårligt beskrive den glæde, det giver, at hans leukæmiramte datter med succes er stået igennem en kompliceret knoglemarvstransplantation på Rigshospitalet.

Tirsdag i denne uge fik fireårige Luna fripas til at tjekke ud af hospitalet og tage hjem til familiens hus i Vodskov - efter to måneders indlæggelse. En stor del af den tid i højisolation.

- Hun har reageret på behandlingen præcist som håbet, og blodprøverne lyser grønt i forhold til hendes immunforsvar. Lægerne er tilfredse, for hun har dannet nyt knoglemarv ud af det, hun har fået fra donoren. Nu står den så på ugentlige tjeks på Rigshospitalet, der gradvist bliver ændret til først hver 14. dag og siden til at være på månedsbasis, fortæller Jacob Friis.

Selvom man aldrig helt kan sætte en slutdato på et kræftbehandlingsforløb, er det en kæmpe milepæl for Luna og familien, at det nu er slut med indlæggelse, kemoterapi og stråler.

Seks måneders "roadtrip"

Et forløb, der startede i slutningen af oktober 2019 og som i første omgang krævede indlæggelse i Aarhus. Siden fulgte løbende behandlinger i Aalborg, og dernæst transplantationen på Rigshospitalet.

- Det har nærmest været seks måneders "roadtrip" for hele familien, men ikke lige på den måde, man normalt kender det ord. Meget af tiden har vi jo været splittet, men det gør også forløsningen så meget større, når vi kan se på Luna, at hun har det godt igen. Hun spiser godt og løber rundt i huset og leger.

Familien Friis har igen udsigt til en hverdag i faste rammer. Arkivfoto: Claus Søndberg

Familien Friis har igen udsigt til en hverdag i faste rammer. Arkivfoto: Claus Søndberg

- Vi har virkelig savnet hverdagens små ting, som man i den grad kommer til at sætte pris på, når man pludselig får revet tæppet væk under sig. Det er pludselig skønt at gå og rydde op efter ungerne, fortæller Jacob Friis.

Datteren skal stadig tage immundæmpende medicin i en periode, så hun vil fortsat være sårbar overfor fremmede bakterier og vira. Indtil videre skal hun derfor holde sig hjemme og undgå kontakt med andre end sine forældre og søskende.

Et mere sterilt samfund

- Med eller uden corona - så må hun ikke besøge børnehaven eller tage med ned i Rema og købe ind. Og bedsteforældrene må hun nøjes med at snakke med over FaceTime. Men alt det har jo været hverdag for Luna i lang tid. Nu er forskellen bare, at vi er herhjemme.

- Det er virkeligheden ikke noget dumt tidspunkt, hun er blevet udskrevet på - forstået på den måde, at det er et mere sterilt samfund lige nu. Man ser jo, at tilfældene af almindelig influenza er faldet med 70 procent, siger Jacob Friis.

Udover Luna har han og hustruen Merle også datteren Melua på seks år, samt Arthur på ét.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.