Fortrøstningsfuld direktør satser på samme niveau i næste sæson
Der bliver skiftedag i Mors-Thys bagkæde efter denne sæson, for endnu en af klubbens mest benyttede bagspillere forlader klubben, men direktøren er meget positiv frem mod næste sæson
Opdateret kl. 17:54
For få dage siden kom det frem, at Frederik Tilsted stopper i Mors-Thy Håndbold efter denne sæson. Nu står det klart, at denne sæsons store positive overraskelse i herrernes håndboldliga mister endnu en bagspiller.
Nicolaj Spanggaard stopper således i Mors-Thy Håndbold, når hans kontrakt udløber til sommer. Den 27-årige højre back har været i klubben ad to omgange med en afstikker til Lemvig-Thyborøn Håndbold ind imellem, og nu venter næste step i Spanggaards håndboldkarriere.
Nu skal højrebacken ud at prøve andre udfordringer efter to gode sæsoner i Mors-Thy Håndbold.
- Jeg skiftede tilbage til Mors-Thy Håndbold med ambitionen om at få mere spilletid, større ansvar og om at slå igennem, og det synes jeg, at jeg har opnået. Mors-Thy Håndbold er en klub, der står mig nær, og det er fantastisk at være en del af denne sæson, som indtil videre har været historisk god, ligesom opbakningen til holdet og klubben har været enestående, siger Nicolaj Spanggaard i en pressemeddelelse.
Cheftræner Niels Agesen giver den til sommer forhenværende Mors-Thy-spiller pæne ord med på vejen.
- Når Nicolaj træder ud af døren til sommer, er det en holdspiller der takker af. Hans kompetencer går ofte under radaren, og han gør ikke opmærksom på sig selv men arbejder hårdt og laver meget få fejl. Nu har han valgt et nyt step i karrieren, og vi ønsker Nicolaj al mulig held og lykke, samtidig med at vi ser frem til at runde denne sæson af med, at Nicolaj spiller slutspil i den blå trøje.
Positiv direktør
Sigurd Skovborg, direktør i Mors-Thy Håndbold, havde gerne beholdt Frederik Tilsted, men satsningen op til denne sæson, hvor en kreds af sponsorer nikkede til at lægge ekstra kroner i kassen for ham, har vist sig at være et eksempel til gentagelse.
- Det er ikke med vores gode vilje, at Frederik smutter efter denne sæson, men vi kan godt forstå hans ønske, og det ender under alle omstændigheder med at være en god historie for os. Det er også en historie, som vores sponsorer er klar til at forsøge at gentage med en anden spiller. Vi havde et møde i mandags med den kreds af sponsorer, hvor Frederik også selv deltog. Her var meldingen klar: Søg nu markedet godt igennem og find noget godt, fortæller Sigurd Skovborg.
Han indrømmer blankt, at den øjeblikkelige tredjeplads i ligaen er kommet bag på alle i klubben, men samtidig mener direktøren, at fundamentet ikke alene hviler på Frederik Tilsted, Henrik Toft eller en tredje spiller.
- Vi har set, at vi også har mange andre, der byder ind. Det er den seneste kamp mod GOG et godt bevis på, og det er næsten mærkeligt, at vi skulle gå rundt og være skuffede over, at vi ikke vandt den kamp. Jeg tror også roligt vi kan konstatere, at vi ikke lige havde regnet med at ligge på en tredjeplads halvvejs gennem grundspillet, men det ser spændende ud, siger Sigurd Skovborg.
I forhold til at hente nye spillere til næste sæsons hold, er man allerede langt i processen hos Mors-Thy Håndbold.
- I løbet af en overskuelig fremtid forventer jeg, at vi kan præsentere noget nyt, og vi jeg kan godt sige så meget, at vi går efter at få noget rutine ind til vores højreback. Vi har Gustav Sunesen og Kristoffer Vestergaard. Det er to meget store talenter, men de er unge, så vi vil gerne have lidt rutine til den postion, siger Sigurd Skovborg.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.