Energisk Axelsen nedbryder indonesisk hjemmebanehelt

Efter to udmarvende sæt kunne Anthony Ginting ikke stille noget op mod Viktor Axelsen, som er semifinaleklar.

Viktor Axelsen vandt i sidste uge Indonesia Masters og kan være på vej mod anden titel på stribe. (Arkivfoto). <i>Adek Berry/Ritzau Scanpix</i>

Viktor Axelsen vandt i sidste uge Indonesia Masters og kan være på vej mod anden titel på stribe. (Arkivfoto). Adek Berry/Ritzau Scanpix

Danske Viktor Axelsen er nok en gang med, når de afgørende kampe i weekenden skal spilles i badmintonturneringen Indonesia Open.

Axelsen var fysisk overlegen i kampen mod Anthony Ginting, som på halgulvet i hovedstaden Jakarta blev slået 21-13, 19-21, 21-9.

Ginting spillede momentvis på et højt niveau, men danskeren havde flest kræfter, og det blev udslagsgivende i tredje og afgørende sæt.

Indoneseren kan dog glæde sig over, at han var den første i turneringen, der vandt et sæt over danskeren.

Der venter en svær modstander igen i semifinalen, hvor Lee Zii Jia fra Malaysia lørdag skal forsøge at besejre den sejrsvante favorit.

Lørdag skal også herredoublen med Kim Astrup og Anders Skaarup i aktion. Fredag slog de nemlig flot verdensmestrene Yugo Kobayashi og Takuro Hoki fra Japan, der var tredjeseedede.

Efter to hårde og forholdsvis tætte sæt udnyttede det stærkt spillende danske par i tredje sæt sin femte matchbold og vandt 21-14. Astrup og Skaarup møder i deres semifinale et useedet par fra Sydkorea.

Topseedede Axelsen og femteseedede Ginting fulgtes i deres opgør ad i begyndelsen af kampen, men som så ofte før stak verdensetteren lige pludselig af.

Stimer af tre og fire point kunne Ginting ikke matche, og Axelsen lukkede første sæt på sin første chance.

Ginting åbnede andet sæt med højt niveau og bragte sig på 3-1, men Axelsen var en utrættelig maskine, der blev med at køre på.

Danskeren bragte sig på 11-8, men Ginting spillede klogt, og med hjemmepublikummets opbakning i ryggen slog han tilbage.

Fem vundne dueller på stribe sendte Ginting i front, og trods tilnærmelser fra danskeren mod sættets afslutning gik det til indoneseren.

Så var der ellers også udsolgt. Axelsen var demonstrativt løbet ud af banen efter andet sæt med høje knæløftninger, og det fysiske overskud kom i den grad til syne til sidst.

Ginting var træt og blev gerne liggende et par sekunder, når Axelsen havde dirigeret ham rundt på banen. Danskeren kom på 6-0 og 10-2 og kørte sejren sikkert hjem.

Semifinale blev det ikke til for Line Kjærsfeldt, der var sidste tilbageværende danske islæt i damesingle.

Mod andenseedede Tai Tzu-ying var der ikke det store at stille op for Kjærsfeldt, som blev slået 13-21, 13-21 på 37 minutter.

I mixeddouble ydede Mathias Christiansen og Alexandra Bøje god modstand mod den andenseedede double fra Kina, men tabte en tæt kamp i tre sæt.

Endeligt røg også Rasmus Gemke ud efter et nederlag i herresingle til indiske H.S. Prannoy.

Indonesia Open er en Super 1000-turnering og dermed en af årets største.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.