Fodbold

Engelsk klub opnår direkte oprykning med vild storsejr

Bristol Rovers rykkede lørdag op i den engelske League One med en 7-0-sejr i sidste runde.

Den tidligere Manchester City- og Newcastle-spiller Joey Barton er træner for Bristol Rovers. (Arkivfoto)
Den tidligere Manchester City- og Newcastle-spiller Joey Barton er træner for Bristol Rovers. (Arkivfoto) Alex Livesey/Ritzau Scanpix

Bristol Rovers undgik lørdag på spektakulær vis at skulle ud i playoffkampe for at rykke op i Englands tredjebedste række, League One.

Med en vild sejr på hele 7-0 i sidste kamprunde overhalede Bristol, der er trænet af den tidligere Manchester City-spiller Joey Barton, nemlig Northampton og sikrede direkte oprykning fra League Two.

Havde Bristol vundet med færre end syv mål, var holdet endt i playoffturneringen.

Bristol mødte Scunthorpe lørdag og førte 2-0 ved pausen. Men Northampton var i sin kamp mod Barrow foran 3-1 efter de første 45 minutter, og så var Joey Bartons mandskab presset.

Der skulle laves mange mål i anden halvleg - såfremt stillingen i Northamptons kamp forblev den samme - hvis det skulle blive til direkte oprykning, og det skete altså.

Efter lidt over et kvarter af anden halvleg stod der 4-0. Med to mål på tre minutter fra 76. til 79. minut blev det så 6-0.

Nu kunne Bristol lugte blod, og den store forløsning kom, da Elliott Anderson i 85. minut scorede til 7-0 og sendte Bristol forbi Northampton og op på tabellens tredjeplads.

Tilskuerne gik amok og invaderede banen i jubel. Efter noget tid blev banen ryddet for Bristol-fans, og kampen blev spillet færdig, hvorefter tilskuerne igen løb på banen.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden