Englænder bliver udtaget til Danmarks U21-landshold
Efter at have repræsenteret England flere gange skal Matt O'Riley nu tørne ud for Danmark.
Matt O'Riley er født og opvokset i England og har spillet fodbold på de engelske ungdomslandshold - men nu skal han spille i rødt og hvidt.
Den 21-årige Celtic-spiller er således blevet udtaget til Danmarks U21-landshold.
Det afslørede holdets træner, Jesper Sørensen, på et pressemøde hos Dansk Boldspil-Union tirsdag.
Matt O'Riley har en dansk mor, og i februar afslørede han, at han gerne vil spille for Danmark, hvis han blev udtaget - det er han blevet nu.
- Vi har fulgt Matt, og jeg har været i Glasgow for at besøge ham. Han var meget glad for vores møde, og han er meget beæret over at skulle spille for Danmark, siger Jesper Sørensen på pressemødet.
Landstræneren fortæller, at det har været vigtigt for ham at slå fast over for Matt O'Riley, at han på grund af sin situation skal tænke sig godt om.
Han har således fortsat muligheden for at spille for både Danmark og England, selv om han kommer på banen for ungdomslandsholdet.
- Det er vigtigt, at han gør op med sig selv, hvad han vil, men nu har han meldt sig til rådighed for at spille for Danmark, og det glæder han sig til, siger Jesper Sørensen.
Matt O'Riley har ifølge Jesper Sørensen tidligere været inde omkring træningslejre på det danske U16-landshold.
Han har siden januar spillet for den skotske storklub Celtic, hvor han indtil videre har spillet ni ligakampe og scoret et mål.
Tidligere har han spillet i den tredjebedste engelske række hos MK Dons.
Det danske U21-landsold skal i denne omgang spille EM-kvalifikationskamp mod Belgien. Den kamp bliver spillet på MCH Arena i Herning 29. marts.
Danmark spiller for at vinde puljen, og det kræver en sejr over Belgien.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.