Sport

Englændere smider Bakken Bears ud af europæisk turnering

Et klart nederlag til Newcastle Eagles sendte Bakken Bears ud af ENBL, som det danske mesterhold vandt i fjor.

Darko Jukic (til venstre) og Bakken Bears har spillet deres sidste kamp mod et udenlandsk hold i denne sæson. (Arkivfoto).
Darko Jukic (til venstre) og Bakken Bears har spillet deres sidste kamp mod et udenlandsk hold i denne sæson. (Arkivfoto). Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix

Det bliver ikke til en gentagelse af triumfen fra sidste år i European North Basketball League (ENBL) for Bakken Bears.

Aarhusianerne formåede ikke at dæmme op for Newcastle Eagles, som med en sejr på 93-73 sendte det danske basketballhold ud af turneringen tirsdag aften.

Bakken Bears havde ellers vundet det omvendte opgør 87-84 og havde derfor fornuftige muligheder for avancement i Nordengland.

Men allerede i første quarter viste forskellen på de to hold sig. Newcastle Eagles bragte sig fra 8-10 til 22-11 og gik lidt senere til pause med en føring på 11 point.

Gæsterne reducerede hurtigt forspringet til fem point i tredje quarter, men herfra begyndte chancerne at fordufte.

Bakken Bears var i det hele taget en anelse mere uskarpe end Newcastle, selv om Skyler Bowlin med sine 21 point gjorde sit for at holde liv i håbet.

Med to minutter igen var føringen på 16 point, og tiden løb ud, uden at Bakken Bears kom tæt på at hente det påkrævede antal point.

ENBL blev stiftet i 2021 og kører på sin fjerde sæson. Bakken Bears fik med nød og næppe kæmpet sig med i slutspillet på yderste mandat i gruppe B, mens Newcastle vandt gruppe A med syv sejre i otte kampe.

På den baggrund var englændernes samlede sejr ikke helt uventet. Newcastle kan nu se frem mod Final 4-stævnet, der afvikles 8. og 9. april

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden