England afprøver semiautomatisk offside i FA Cuppen
Semiautomatisk offsideteknologi testes i syv FA Cup-kampe med henblik på at blive indført i Premier League.
Semiautomatisk offsideteknologi er formentlig på vej ind i engelsk fodbold.
Systemet skal i første omgang testes i syv ud af otte FA Cup-ottendedelsfinaler, offentliggjorde Det Engelske Fodboldforbund (FA), der arrangerer FA Cuppen, og Premier League torsdag i en pressemeddelelse.
Forløber forsøget uden problemer, er det planen at introducere semiautomatisk offsideteknologi i Premier League inden sæsonens udgang.
Premier League håber at kunne skære over et halvt minut af hvert VAR-tjek, hvor en mulig offside skal tjekkes igennem.
Planen var oprindeligt, at teknologien skulle indføres i den stærke liga i 2024, men først i de seneste uger har teknologien udviklet sig i en retning, som Premier League stoler 100 procent på.
- Det system, som vi skal benytte, er det bedste på markedet. Vi tror, det er mest præcist, og at det samtidig er fremtidssikret, siger Premier Leagues fodbolddirektør, Tony Scholes.
- Jeg har haft min tvivl omkring teknologien, men de seneste uger er der sket markante fremskridt, tilføjer han.
Semiautomatisk offsideteknologi blev benyttet første gang ved VM i Qatar i 2022. Siden er det også blevet udbredt i blandt andet Serie A, La Liga og Champions League. Der er forskellige operatører, der udbyder teknologien.
Ved hjælp af en række kameraer på stadion, der følger bolden og 29 punkter på hver eneste spiller, kan software hurtigt lave en præcis offsidelinje.
I stedet for at dommerne i VAR-rummet manuelt skal finde ud af, præcis hvornår bolden blev sluppet, og hvor de enkelte spillere befandt sig i akkurat det øjeblik, registreres det hele automatisk.
Teknologien skaber på den baggrund en 3D-animation, som dommerne kan læne sig opad, når de skal afgøre, om der var en tåspids offside eller ej. Fans på stadion og tv-seere i sofaen kan også se animationen.
Teknologien kan dog ikke hjælpe til at afgøre, om en spiller i en offsideposition havde indvirkning på spillet eller ej. Det skøn er fortsat op til hoveddommere, linjedommere og VAR-dommere.
FA Cup-kampene, hvor teknologien testes, spilles i weekenden 1. og 2. marts. Kun i opgøret mellem Preston og Burnley testes systemet ikke. Det er den eneste kamp, der ikke spilles på et Premier League-stadion.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.