Sport

England kan få 11 hold i Europa i næste sæson

England kan teoretisk få 11 hold i europæisk fodbold, heraf hele syv hold i Champions League, i næste sæson.

Newcastle er sikret en plads i Conference League med sin sejr over Liverpool i Liga Cup-finalen.
Newcastle er sikret en plads i Conference League med sin sejr over Liverpool i Liga Cup-finalen. Glyn Kirk/Ritzau Scanpix

Premier League regnes af mange som værende verdens stærkeste liga, og ligaens styrke kan potentielt kaste en del europæiske pladser af sig i næste sæson.

Hele 11 hold kan England således ende med at sende ud i Europa, hvis alt flasker sig, selv om man egentlig kun har syv pladser på papiret.

Det fremgår af et scenarie, som Premier League opsætter på sin hjemmeside.

I dette vinder tre engelske hold de europæiske turneringer, men slutter ikke specielt højt i Premier League, hvorfor man får tre ekstra europæiske billetter.

Samtidig slutter England i top-2 som nation, hvilket ifølge Uefas regler kaster en ekstra plads i Champions League af sig, og på den måde har man pludselig 11 hold i Europa.

I Premier Leagues eksempel snupper Liverpool, Arsenal, Nottingham Forest og Manchester City pladserne i top-4, mens Newcastle bliver femmer og tager bonuspladsen i Champions League.

Brighton slutter som nummer seks og kommer i Europa League, og det samme gør nummer syv Bournemouth ved at vinde FA Cuppen.

Chelsea slutter som nummer otte, men vinder Conference League og kommer derfor i Europa League.

Det nok mest overraskende i scenariet er Aston Villas sejr i Champions League og samtidige niendeplads i Premier League, hvilket sender dem i Champions League som hold nummer seks fra England.

Det bliver endda til syv hold i den fineste turnering, da enten Tottenham eller Manchester United vinder Europa League og slutter som nummer ti i Premier League.

Det efterlader den plads i Conference League, som Newcastle som vinder af Liga Cuppen lige nu er sikret, til nummer 11 i Premier League.

Det er lige nu Thomas Franks Brentford.

Chancen, for at præcist det opstillede scenarie går i opfyldelse, må dog lige nu anses for at være teoretisk. Chelsea har således spillet sig på en foreløbig fjerdeplads, og Manchester United og Tottenham er henholdsvis syv og ti point fra tiendepladsen.

Også Spanien har matematisk stadig muligheden for at sende 11 hold ud i Europa i næste sæson, men reelt er det ikke en mulighed, da det kræver, at Barcelona eller Real Madrid vinder Champions League og falder fra i toppen af La Liga.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden